Drikkevandsbekendtgørelsen Kapitel 8

Denne konsoliderede version af drikkevandsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Bekendtgørelse nr. 1023 af 29. april 2023

Kapitel 8 Information til forbrugerne om vandforsyningen og om vandets kvalitet
§ 33

En almen vandforsyning skal for hvert vandforsyningsanlæg stille den nødvendige information om vandforsyningen og drikkevandskvalitet til rådighed for forbrugerne. Informationen skal mindst indeholde:

  • 1) vandforsyningens navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, hjemmeside og eventuelle kontaktpersoner,

  • 2) oplysning om forsyningsområder,

  • 3) oplysning om indvindingsmængder og områder, hvor vandet indvindes fra,

  • 4) oplysning om vandbehandling på vandforsyningsanlægget,

  • 5) oplysning om antal og resultater af samtlige kontrolmålinger, som er foretaget i henhold til vilkår i indvindingstilladelsen, og samtlige kontrolmålinger, som er foretaget i henhold til denne bekendtgørelse, bortset fra kontrolmålinger foretaget efter § 7, stk. 6,

  • 6) en generel beskrivelse af drikkevandskvalitet, herunder værdier for almindelige parametre såsom hårdhed, jern, mangan og mikrobiologisk kvalitet og værdier for parametre af særlig lokal betydning, såsom nitrat, nikkel og fluorid, og

  • 7) oplysning om overskridelser af kvalitetskrav fastsat i henhold til bilag 1 a-f og af Miljøstyrelsens vejledende kvalitetskrav i vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg og oplysninger om overskridelser af kvalitetskrav fastsat ved vilkår i indvindingstilladelsen.

Stk. 2 Den almene vandforsyning skal mindst én gang om året opdatere oplysninger efter stk. 1.

Stk. 3 Informationen, jf. stk. 1, nr. 1, 6 og 7, skal være tilgængelig på vandforsyningens hjemmeside. Det skal fremgå af det offentliggjorte, hvor og hvordan forbrugeren kan indhente yderligere oplysninger om forhold under stk. 1, nr. 2-5.

Stk. 4 Miljøstyrelsen offentliggør hvert tredje år en rapport om drikkevandets kvalitet med henblik på at informere forbrugerne. Hver rapport skal mindst dække forsyninger på mere end 1 000 m3 om dagen i gennemsnit eller en befolkning på mere end 5 000 personer; den skal dække tre kalenderår og offentliggøres inden udgangen af det kalenderår, der følger efter rapporteringsperioden. Første rapport efter denne bekendtgørelses ikrafttræden skal dække perioden 2020, 2021 til 2022 og offentliggøres inden udgangen af 2023.

Stk. 5 Miljøstyrelsen sender Europa-Kommissionen de i stk. 4 omhandlede rapporter senest to måneder efter deres offentliggørelse.