Drikkevandsbekendtgørelsen § 20

Denne konsoliderede version af drikkevandsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Bekendtgørelse nr. 1023 af 29. april 2023

§ 20

Opfylder vandet fra vandforsyningsanlæg omfattet af § 1 stk. 1 nr. 1, ikke de kvalitetskrav, som er fastsat i medfør af denne bekendtgørelse, jf. § 15, kan vandforsyningen om nødvendigt indsende ansøgning til kommunalbestyrelsen om dispensation fra de fastsatte nationale kvalitetskrav i bilag 1 c og bilag 1 e inden for en maksimal værdi for et bestemt tidsrum, der skal fastsættes så kort som muligt, og som højst kan være 3 år.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om dispensation fra de fastsatte nationale kvalitetskrav i bilag 1 c og bilag 1 e. Kommunalbestyrelsen skal, inden der kan dispenseres, indhente en udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunalbestyrelsen må kun dispensere, hvis dispensationen ikke indebærer en potentiel fare for sundheden, og hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke umiddelbart er mulighed for at fremskaffe anden vandforsyning. Kommunalbestyrelsen sender kopi af dispensationen til Miljøstyrelsen.

Stk. 3 I forbindelse med dispensation fra de fastsatte nationale kvalitetskrav i bilag 1 c og bilag 1 e træffer kommunalbestyrelsen efter vandforsyningslovens § 62 beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes i den periode, hvor dispensationen er gældende.

Stk. 4 Iværksættelse af anvendelsesbegrænsninger, jf. stk. 3, sker for almene vandforsyninger efter forudgående drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Stk. 5 Iværksættelse af anvendelsesbegrænsninger, jf. stk. 3, sker for ikkealmene vandforsyninger efter retningslinjer udarbejdet efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.