Dyrekloningsloven § 1

Denne konsoliderede version af dyrekloningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kloning og genmodificering af dyr m.v.

Lov nr. 550 af 24. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1108 af 01. juli 2022

§ 1

Kloning og genmodificering af hvirveldyr må kun ske med tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Tilsvarende gælder for anvendelse af klonede og genmodificerede hvirveldyr til dyreforsøg.

Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1 må kun meddeles til følgende formål:

  • 1) Grundforskning,

  • 2) anvendt forskning rettet mod at forbedre sundhed og miljø,

  • 3) fremstilling og avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø, eller

  • 4) undervisning og uddannelse på universiteter og højere læreanstalter eller ved anden undervisning på tilsvarende niveau og ved undervisning af personer, der skal beskæftige sig med kloning og genmodificering.

Stk. 3 Dyreforsøgstilsynet kan afslå at give tilladelse efter stk. 1, hvis kloningen, genmodificeringen eller anvendelsen af klonede eller genmodificerede hvirveldyr ikke skønnes at være til væsentlig gavn.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på avl af klonede og genmodificerede forsøgsdyr.

Stk. 5 Loven omfatter ikke genmodificering på hvirveldyr, der udelukkende er genmodificerede i deres somatiske celler.