Efteruddannelsesbekendtgørelsen Kapitel 1

Denne konsoliderede version af efteruddannelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse af godkendte revisorer

Bekendtgørelse nr. 856 af 21. august 2019

Kapitel 1 Krav om løbende efteruddannelse
Generelle krav til efteruddannelse
§ 1

Enhver revisor, der er godkendt efter revisorlovens §§ 3 og 10, stk. 1, skal løbende deltage i efteruddannelse, jf. § 2, der sikrer, at revisor til stadighed vedligeholder og opdaterer sin teoretiske viden, sine faglige kvalifikationer og sin viden om kravene til offentlighedens tillidsrepræsentant på et tilstrækkelig højt niveau.

§ 2

For at opfylde kravene til efteruddannelse skal revisor inden for en periode på tre år deltage efteruddannelse som nævnt i nr. 1 eller 2.

  • 1) Revisor skal deltage i mindst 90 timers efteruddannelse, hvis revisor er tilknyttet en godkendt revisionsvirksomhed, og mindst 60 timers efteruddannelse, hvis revisor ikke er tilknyttet en godkendt revisionsvirksomhed, og

    • a) årligt og senest ved udgangen af kalenderåret foretage en kompetenceevaluering, hvor revisor dokumenterer at have forholdt sig til de fagområder, som er nævnt i stk. 2, med henblik på en vurdering af, i hvilken grad fagområdet er relevant for den pågældende revisors arbejde, og hvorvidt den pågældende revisors viden er vedligeholdt og opdateret på fagområdet, og

    • b) kompetenceevalueringen skal danne grundlag for den pågældende revisors planlægning af vedkommendes efteruddannelsesbehov det kommende år.

  • 2) Revisor skal deltage i mindst 120 timers efteruddannelse.

Stk. 2 Efteruddannelsen skal være på et passende fagligt niveau og hvis muligt og relevant på master niveau. Efteruddannelsens to fagområder omfatter

  • 1) revisions- og erklæringsområdet: eksempelvis retlige krav og faglige standarder for lovpligtig revision og anden erklæringsafgivelse, faglig etik, uafhængighed, professionel skepsis og professionel dømmekraft, risikostyring og intern kontrol, digitalisering, informationsteknologi, finansiering og økonomistyring, ledelse, virksomheden og dens omgivelser, herunder nye forretningsmodeller m.m., og

  • 2) anden relevant lovgivning og faglige standarder: eksempelvis retlige krav og standarder for udarbejdelse af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, generel regnskabsteori og -principper, internationale regnskabsstandarder, regnskabsanalyse, driftsbogholderi, økonomistyring og internt regnskab, selskabsret, børsregulering, finansiel regulering, direkte og indirekte skatter, hvidvasklovgivning, patent- og varemærkeret, reglerne om persondatabeskyttelse og anden lovgivning, som er relevant for revisors erklæringskunder.

Stk. 3 En revisor, der er omfattet af stk. 1. nr. 2, kan kun overgå til efteruddannelse efter stk. 1, nr. 1, ved påbegyndelse af en ny treårs-periode.

Stk. 4 Er revisor omfattet af stk. 1, nr. 1, og i en periode ikke har været tilknyttet en godkendt revisionsvirksomhed, skal revisor inden for de seneste tre år deltage i mindst 90 timers efteruddannelse, forinden revisor kan afgive erklæringer efter revisorlovens § 1, stk. 2.

Stk. 5 Er revisor omfattet af stk. 1, nr. 2, skal revisor inden for en periode på tre år som minimum have 30 timers efteruddannelse inden for hvert af de to fagområder, som er nævnt i stk. 2. De resterende 60 timer skal relatere sig til de to fagområder, som er nævnt i stk. 2, efter revisors individuelle behov. Er revisor specialiseret inden for et eller flere områder, skal mindst 30 timer relateres hertil, jf. dog § 4, stk. 1 og 2.

§ 3

Treårs-perioder efter § 2, stk. 1, beregnes fra den 1. januar 2009 og løber som faste treårs-intervaller.

Stk. 2 For revisorer, der bliver godkendt i henhold til lovens §§ 3 eller 10, stk. 1, i løbet af en treårs-periode, indtræder pligten til at deltage i efteruddannelse den førstkommende 1. januar, og timetallet reduceres forholdsmæssigt til den resterende andel af treårs-perioden. Har revisor valgt § 2, stk. 1, nr. 2, foretages reduktionen først i de i § 2, stk. 5, 2. pkt., nævnte timer og derefter forholdsmæssigt i de i § 2, stk. 5, 1. pkt. nævnte timer.

Stk. 3 For revisorer, der i et års sidste kvartal består prøven ved den mundtlige revisoreksamen , og som godkendes som revisor i det følgende års første kvartal, indtræder pligten til at deltage i efteruddannelse uanset stk. 2 med virkning fra den 1. januar i året efter, at pågældende har bestået den mundtlige prøve.

Særlige krav til efteruddannelse for certificerede revisorer
§ 4

En revisor, som er certificeret af Finanstilsynet i medfør af § 199, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed til enten revision af pengeinstitutter og realkreditinstitutter eller revision af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, skal inden for en periode på tre år yderligere deltage i 60 timers efteruddannelse inden for revision af finansielle virksomheder, jf. §§ 5 og 6 henholdsvis § 7, dog således at den pågældende årligt skal deltage i minimum 15 timers efteruddannelse.  § 2, stk. 5, 3. pkt., gælder ikke for revisorer omfattet af 1. pkt.

Stk. 2 En revisor, som er certificeret både til revision af pengeinstitutter og realkreditinstitutter samt til revision af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, skal opfylde kravene i stk. 1 for hver certificering. Timer i henhold til § 5 kan dog medregnes for begge certificeringer. Hvis revisor har to certificeringer og er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, kan revisor medregne 30 timer af den generelle efteruddannelse, hvis timerne opfylder kravene i §§ 6 eller 7. Hvis revisor har to certificeringer og er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, kan de i § 2, stk. 5, 3. pkt., anførte timer medregnes, hvis timerne opfylder kravene i §§ 6 eller 7.

Stk. 3 Efteruddannelsen skal være på et passende fagligt niveau og hvis muligt og relevant på master niveau.

Stk. 4 Treårs-perioden i stk. 1 følger treårs-intervallerne i § 3, stk. 1. For revisorer, der bliver certificeret i løbet af en treårs-periode, indtræder pligten til at deltage i efteruddannelse efter stk. 1 den førstkommende 1. januar, og timeantallet reduceres forholdsmæssigt til den resterende andel af treårs-perioden. Reduktionen foretages forholdsmæssigt i de i §§ 5 og 6 henholdsvis § 7 nævnte timer.

§ 5

Efteruddannelsen skal som minimum omfatte 30 timer inden for lov om finansiel virksomhed, herunder centrale bestemmelser, omfang af tilladelser, forståelse af finansielle virksomheder og tjenesteydelser leveret af sådanne virksomheder, introduktion til ledelse og styring af pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, bekendtgørelsen om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, herunder generel og specifik afrapportering til tilsynsmyndigheder.

§ 6

Efteruddannelsen for en revisor, som er certificeret til revision af pengeinstitutter og realkreditinstitutter, skal foruden de i § 5 nævnte timer som minimum omfatte

  • 1) 15 timer inden for regnskabsaflæggelse, solvensopgørelse, kapitaldækningsregler samt ledelse og styring af penge- og realkreditinstitutter med særligt fokus på kreditområdet, markedsrisiko, operationelle risici, likviditetsrisici og IT-sikkerhed, herunder balanceprincippet, obligationsudstedelse, kapitalcenterstruktur og hæftelsesforhold, samt store engagementer, og

  • 2) 15 timer inden for revision, herunder de for kreditinstitutter specifikke dele af bekendtgørelsen om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, særlige udfordringer ved revision af skønsmæssige poster, klassifikation, indregning, måling og værdiansættelse, samt revision af generelle og programmerede kontroller i IT systemer i pengeinstitutter og realkreditinstitutter.

§ 7

Efteruddannelsen for en revisor, som er certificeret til revision af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, skal foruden de i § 5 nævnte timer som minimum omfatte

  • 1) 15 timer inden for regnskabsaflæggelse, solvensopgørelse, samt ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser med særligt fokus på forsikringsmæssige risici, investeringsområdet, operationelle risici og IT-sikkerhed, herunder genforsikring, investeringsaktiver, teknisk grundlag, rentekurver, kontribution, pensionsafkastbeskatningsloven, aktuarmæssige modeller samt afløbsnoter, og

  • 2) 15 timer inden for revision, herunder de for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser specifikke dele af bekendtgørelsen om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, særlige forhold ved revision af skønsmæssige poster, herunder klassifikation, indregning, måling og værdiansættelse, samt revision af generelle og programmerede kontroller i IT systemer i forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.