Ejendomsformidlingsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af ejendomsformidlingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om formidling af fast ejendom m.v.

Lov nr. 526 af 28. maj 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 24. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 733 af 13. juni 2023

Kapitel 1 1 Lovens anvendelsesområde og definitioner m.v.
§ 1

Loven finder anvendelse ved

  • 1) erhvervsmæssig formidling af salg af fast ejendom,

  • 2) erhvervsmæssigt udbud og salg af fast ejendom og

  • 3) erhvervsmæssig rådgivning eller bistand i forbindelse med køb af fast ejendom.

Stk. 2 Med undtagelse af reglerne i § 19, stk. 3, §§ 21, 27 og 36, § 37, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 2 og 3, og §§ 39, 40, 41, 42 og 46 gælder kapitel 4 og 5 ikke for aktiviteter omfattet af stk. 1, nr. 2Kapitel 5 gælder ikke for aktiviteter omfattet af stk. 1, nr. 3.

Stk. 3 § 7, stk. 1, 1. pkt., gælder uanset § 2 i alle forhold, og uanset om den erhvervsmæssige aktivet er rettet mod eller udføres for en forbruger.

Stk. 4 §§ 48 og 49 gælder for enhver erhvervsdrivende, der yder rådgivning eller bistand i forbindelse med køb af fast ejendom, dog ikke jordfordelingsplanlæggere som led i udøvelsen af jordfordelingsprocessen, advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed og finansielle virksomheder, i det omfang der er selvstændige regler, som regulerer det pågældende erhverv.

Stk. 5 § 50 gælder for enhver erhvervsdrivende.

Stk. 6 For særlige typer af fast ejendom kan Erhvervsstyrelsen fastsætte regler, som præciserer eller fraviger denne lov under hensyn til særlige forhold vedrørende vedkommende type fast ejendom. Bekendtgørelse om undtagelse af salg af statens faste ejendomme fra visse bestemmelser i lov om formidling af fast ejendom m.v. Bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom

§ 2

Loven finder anvendelse på erhvervsmæssige aktiviteter, der er rettet mod eller udføres for en forbruger.  Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aktivitet ikke er omfattet af loven.

Stk. 2 Loven og regler udstedt i medfør heraf kan ikke ved aftale fraviges til skade for en forbruger.

§ 3

Loven finder, uanset hvor den faste ejendom er beliggende, anvendelse, når en væsentlig del af den erhvervsmæssige formidling af salg af fast ejendom, det erhvervsmæssige udbud og salg af fast ejendom eller den erhvervsmæssige rådgivning eller bistand i forbindelse med køb af fast ejendom udføres i Danmark, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis en fast ejendom er beliggende i udlandet, finder loven uanset stk. 1 ikke anvendelse, i det omfang der er særlige forhold i det pågældende land, som medfører, at lovens krav ikke kan opfyldes. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden herfor.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives i forhold til udenlandske ejendomme. Bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom

§ 4

I denne lov forstås ved:

  • 1) Ejendomsformidlingsvirksomhed: En juridisk enhed, som beskæftiger sig med formidling af salg af fast ejendom eller rådgivning eller bistand i forbindelse med køb af fast ejendom til eller for forbrugere.

  • 2) Forbruger: En person, som handler med henblik på afhændelse eller erhvervelse af en fast ejendom, når ejendommen hovedsagelig har været anvendt ikkeerhvervsmæssigt af vedkommende, eller erhvervelse af en fast ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til ikkeerhvervsmæssig anvendelse for vedkommende.

  • 3) Kontantpris: Den pris, hvortil den faste ejendom kan erhverves kontant uden overtagelse af lån.

  • 4) Salgsprovenu: Det beløb, som sælger vil få til fri rådighed efter den faste ejendoms salg og handelens berigtigelse.

Stk. 2 Ved fast ejendom forstås i denne lov

  • 1) en fast ejendom eller en del af en fast ejendom,

  • 2) en ideel anpart af en fast ejendom,

  • 3) en andel i en andelsboligforening, som er stiftet eller er under stiftelse, og

  • 4) en aktie eller andet adkomstdokument med tilknyttet brugsret til en bolig.