Ejendomsformidlingsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af ejendomsformidlingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om formidling af fast ejendom m.v.

Lov nr. 526 af 28. maj 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 24. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 733 af 13. juni 2023

Kapitel 2 1 Godkendelse af ejendomsmæglere m.v.
Offentligt register
§ 5

Erhvervsstyrelsen fører et offentligt register over godkendte ejendomsmæglere m.v.

Stk. 2 I registeret optages

  • 1) personer, der er godkendt som ejendomsmægler, jf. § 6,

  • 2) advokater, der opfylder betingelserne i § 14, stk. 2, og

  • 3) personer, som har anmeldt til styrelsen, at de midlertidigt og lejlighedsvis vil levere ejendomsmæglerydelser her i landet, jf. § 13, stk. 2, og § 17.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om registerets førelse, herunder om indberetning hertil, og om, hvilke oplysninger fra registeret der offentliggøres i Det Centrale Virksomhedsregister. Bekendtgørelse om godkendelse og registrering af ejendomsmæglere og optagelse i Ejendomsmæglerregistret

Godkendelse som ejendomsmægler
§ 6

Erhvervsstyrelsen godkender en person som ejendomsmægler, hvis vedkommende

  • 1) har bopæl her i landet, i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz,

  • 2) er myndig og ikke er under værgemål, jf. værgemålslovens § 5, eller samværgemål, jf. værgemålslovens § 7,

  • 3) ikke er under rekonstruktionsbehandling,

  • 4) ikke er under konkurs,

  • 5) opfylder kravene til teoretisk indsigt, jf. stk. 3,

  • 6) opfylder kravene til praktisk kunnen, jf. stk. 3, og

  • 7) er dækket af behørig sikkerhed for opfyldelsen af ethvert pengekrav, som en forbruger måtte få mod vedkommende i anledning af dennes udførelse af opgaver efter denne lov.

Stk. 2 Godkendelse kan nægtes

  • 1) under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2, eller

  • 2) hvis den pågældende har misligholdt gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som er under inddrivelse.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om kravene til teoretisk indsigt og praktisk kunnen vedrørende ejendomsformidling efter stk. 1, nr. 5 og 6. Bekendtgørelse om godkendelse og registrering af ejendomsmæglere og optagelse i Ejendomsmæglerregistret

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om sikkerheden efter stk. 1, nr. 7, herunder om sikkerhedens omfang og art og dens tidsmæssige udstrækning. Bekendtgørelse om garantistillelse og ansvarsforsikring for ejendomsmæglere, ejendomsformidlingsvirksomheder m.v.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om behandling af ansøgninger om godkendelse som ejendomsmægler, herunder for personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz. Bekendtgørelse om godkendelse og registrering af ejendomsmæglere og optagelse i Ejendomsmæglerregistret

Brug af betegnelse
§ 7

Betegnelsen ejendomsmægler må kun benyttes af en person, der er godkendt som ejendomsmægler. Tilsvarende gælder for betegnelser, sammensætninger eller forkortelser, der kan forveksles med betegnelsen ejendomsmægler, jf. dog stk. 2, § 2, stk. 1, § 13, stk. 4, og § 14, stk. 3.

Stk. 2 Betegnelsen ejendomsmæglerelev må benyttes af personer, der er under uddannelse til ejendomsmægler og ansat i en ejendomsformidlingsvirksomhed.

Stk. 3 Betegnelsen statsautoriseret ejendomsmægler må ikke benyttes.

Deponering af godkendelse
§ 8

En ejendomsmægler kan deponere sin godkendelse i Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Deponerer en ejendomsmægler sin godkendelse, registreres godkendelsen som deponeret i det offentlige register over godkendte ejendomsmæglere.

Stk. 3 En ejendomsmægler, der har deponeret sin godkendelse i Erhvervsstyrelsen, må ikke i forretningsforhold benytte betegnelsen ejendomsmægler eller sammensætninger hermed m.v., jf. § 7, stk. 1.

Stk. 4 En person, der har deponeret sin godkendelse, kan efter anmodning herom få registreret sin godkendelse som aktiv i det offentlige register over godkendte ejendomsmæglere, hvis betingelserne i § 6, stk. 1, nr. 1-4 og 7, er opfyldt og godkendelsen ikke kan nægtes efter § 6, stk. 2.

Bortfald af godkendelse
§ 9

Godkendelse som ejendomsmægler bortfalder, hvis betingelserne i § 6, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 7, ikke længere er opfyldt.

Stk. 2 Efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen skal en ejendomsmægler godtgøre at være dækket af behørig sikkerhed efter § 6, stk. 1, nr. 7. Dokumentationen herfor skal være modtaget i styrelsen, senest 4 uger efter at anmodningen er meddelt. Modtages dokumentationen ikke senest ved fristens udløb, bortfalder godkendelsen.

Fratagelse af godkendelse
§ 10

Erhvervsstyrelsen kan fratage en ejendomsmægler godkendelsen, hvis ejendomsmægleren har misligholdt gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som er under inddrivelse, jf. dog § 11, stk. 2. En afgørelse efter 1. pkt. skal indeholde oplysning om adgang til prøvelse ved retten efter § 64 og om fristen herfor.

Virkning af bortfald m.v. af godkendelse
§ 11

Er en godkendelse som ejendomsmægler bortfaldet efter § 9, frataget efter § 10 eller frakendt efter § 53, stk. 3, eller straffelovens § 79, registreres ejendomsmæglerens godkendelse som bortfaldet, frataget eller frakendt i det offentlige register over godkendte ejendomsmæglere, og vedkommende må herefter ikke benytte betegnelsen ejendomsmægler eller sammensætninger hermed m.v., jf. § 7, stk. 1.

Stk. 2 Ophører årsagen til en godkendelses bortfald eller fratagelse, eller udløber eller ophæves frakendelsen af en godkendelse, skal godkendelsen efter anmodning på ny sættes i kraft og personen registreres som aktiv i det offentlige register over godkendte ejendomsmæglere, hvis betingelserne i § 6, stk. 1, nr. 1-4 og 7, er opfyldt og godkendelsen ikke kan nægtes efter § 6, stk. 2.

Personer, der er etableret i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz
§ 12

§§ 5-11 finder tilsvarende anvendelse på personer, som på ansøgningstidspunktet er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmægler i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, og som ønsker at etablere sig her i landet som ejendomsmægler i overensstemmelse med lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 2 § 6, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, finder anvendelse efter tilsvarende regler, som gælder i etableringslandet.

§ 13

Personer, som er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmægler i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, kan midlertidigt og lejlighedsvis levere ejendomsmæglerydelser her i landet, jf. lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 2 Personer, som er omfattet af stk. 1, skal indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, før de leverer ejendomsmæglerydelser her i landet. I det offentlige register, jf. § 5, optages oplysning om personens navn, adresse og faglige titel eller erhvervsmæssige uddannelse, jf. stk. 4.

Stk. 3 Personer, der i henhold til stk. 1 leverer ejendomsmæglerydelser her i landet, skal oplyse modtagerne af ydelserne om deres faglige titel, jf. stk. 4, eventuelle registreringsnummer i et offentligt register i etableringslandet, eventuelle momsregistreringsnummer i etableringslandet og eventuelle forsikring til dækning af erhvervsansvar.

Stk. 4 Ved faglig titel i stk. 2 og 3 menes personens faglige titel i etableringslandet. Hvis en sådan titel ikke findes, skal der i stedet gives oplysning om personens erhvervsmæssige uddannelse og det medlemsland, hvori uddannelsen er opnået.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om anmeldelse og registrering og om offentliggørelse af oplysninger efter stk. 2 og regler om de oplysninger, som skal gives efter stk. 3 og 4. Bekendtgørelse om godkendelse og registrering af ejendomsmæglere og optagelse i Ejendomsmæglerregistret