Ejendomsformidlingsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af ejendomsformidlingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om formidling af fast ejendom m.v.

Lov nr. 526 af 28. maj 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 24. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 733 af 13. juni 2023

Kapitel 7 1 Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere
§ 51

Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere består af 1 formand, som skal være landsdommer, og mindst 6 andre medlemmer, hvoraf 2 skal være ejendomsmæglere, 2 skal være repræsentanter for forbrugerne og 2 skal være personer med særligt kendskab til ejendomshandel. Ved udvidelse af medlemskredsen skal der udnævnes forholdsmæssigt lige mange ejendomsmæglere, repræsentanter for forbrugerne og sagkyndige personer. Nævnets formand og medlemmer udpeges af Nævnenes Hus, der ligeledes kan udpege en eller flere dommere som næstformænd. Formandskab og medlemmer udpeges for en periode op til 4 år.

Stk. 2 Ved nævnets behandling af en sag skal der foruden formanden eller næstformanden altid deltage mindst 1 ejendomsmægler, 1 repræsentant for forbrugerne og 1 sagkyndig. Deltager flere medlemmer, skal antallet af ejendomsmæglere, antallet af repræsentanter for forbrugerne og antallet af sagkyndige være det samme. I sager, hvor rettighedsfrakendelse kan komme på tale, jf. § 53, stk. 3, skal der dog foruden formanden altid medvirke mindst 2 ejendomsmæglere, mindst 2 repræsentanter for forbrugerne og mindst 2 sagkyndige personer.

Stk. 3 Nævnenes Hus stiller sekretariatsbistand til rådighed for disciplinærnævnet og fastsætter en forretningsorden for nævnet. Bekendtgørelse om Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere

§ 52

Disciplinærnævnet behandler klager over, at en ejendomsmægler, som er godkendt i henhold til § 6, har tilsidesat de pligter, som følger af denne lov, herunder klager over, at en ejendomsmægler, der yder rådgivning eller bistand i forbindelse med køb af fast ejendom, har tilsidesat de pligter, som følger af §§ 48-50. Klager, der alene vedrører størrelsen af en ejendomsmæglers vederlag, og kollegiale sager kan ikke indbringes for nævnet. Disciplinærnævnet skal behandle klagerne, uden hensyntagen til om den indklagede er medlem af en brancheorganisation.

Stk. 2 Påhviler der virksomheden et selvstændigt ansvar eller medansvar for den ansatte ejendomsmægler, kan ejendomsformidlingsvirksomheden indbringes for disciplinærnævnet.

Stk. 3 Disciplinærnævnet eller formanden kan afvise at behandle klager fra personer, der ikke har en retlig interesse i det forhold, klagen angår, og klager, der må anses for åbenbart grundløse. Er klagen indbragt af Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, anklagemyndigheden, Klagenævnet for Ejendomsformidling, Dansk Ejendomsmæglerforening eller Forbrugerrådet Tænk, skal disciplinærnævnet behandle klagen.

Stk. 4 Er en klage indgivet for disciplinærnævnet, kan disciplinærnævnet fortsætte sagsbehandlingen, selv om klageren tilbagekalder klagen. Disciplinærnævnet kan ligeledes tage klagepunkter op af egen drift, hvis nævnet finder grundlag herfor. Bekendtgørelse om gebyr vedrørende klager til og driften af Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere

Stk. 5 Betaler en ejendomsmægler eller en ejendomsformidlingsvirksomhed ikke senest på forfaldsdagen en disciplinær bøde udstedt i medfør af § 53, stk. 1 og 5, er der tale om overtrædelse af god ejendomsmæglerskik, og disciplinærnævnet kan af egen drift genoptage den disciplinære sag, som ligger til grund for den disciplinære bøde.

Stk. 6 Konstaterer disciplinærnævnet, at en eller flere af de indklagede i en sag uberettiget anvender betegnelsen ejendomsmægler, oversender disciplinærnævnet relevante sagsakter til Erhvervsstyrelsen med henblik på en vurdering af, om der bør indgives en politianmeldelse.

§ 53

En ejendomsmægler, som tilsidesætter sine pligter efter denne lov, kan af disciplinærnævnet få udtalt kritik tildeles en advarsel eller pålægges en bøde på maksimalt 300.000 kr. Bøden tilfalder statskassen.

Stk. 2 Har en ejendomsmægler gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse ved udøvelsen af sin virksomhed som ejendomsmægler, kan disciplinærnævnet betinget frakende vedkommende godkendelsen som ejendomsmægler. Betinget frakendelse sker på vilkår af, at vedkommende i en prøvetid på mindst 1 år og højst 5 år regnet fra disciplinærnævnets afgørelse ikke tilsidesætter god ejendomsmæglerskik under sådanne omstændigheder, at vedkommende efter en samlet bedømmelse skal frakendes godkendelsen. Indbringer ejendomsmægleren, senest 4 uger efter at disciplinærnævnets afgørelse er meddelt den pågældende, afgørelsen for domstolene, og stadfæster retten afgørelsen om betinget frakendelse, regnes prøvetiden fra endelig dom. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Begår ejendomsmægleren i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af godkendelsen, fastsætter disciplinærnævnet en fælles frakendelse for dette forhold og det tidligere påkendte forhold.

Stk. 3 Hvis en ejendomsmægler har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed som ejendomsmægler og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke i fremtiden vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan disciplinærnævnet begrænse den pågældendes adgang til at udøve ejendomsformidling eller frakende ejendomsmægleren godkendelsen efter § 6 på tid fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgang til prøvelse ved retten efter § 64 og om fristen herfor.

Stk. 4 Disciplinærnævnet kan lade afhøring af parter og vidner foretage ved byretten på det sted, hvor parten eller vidnet bor.

Stk. 5 Hvis der påhviler den ejendomsformidlingsvirksomhed, som den pågældende ejendomsmægler er indehaver af eller ansat i, et selvstændigt ansvar, jf. § 52, stk. 2, eller et medansvar for tilsidesættelsen af ejendomsmæglerens forpligtelser, jf. stk. 1, kan ejendomsformidlingsvirksomheden tildeles en advarsel eller pålægges en bøde på maksimalt 750.000 kr. Bøden tilfalder statskassen. Hvis der påhviler ejendomsformidlingsvirksomheden et medansvar, kan virksomheden alene pålægges de sanktioner, der er nævnt i 1. pkt., hvis virksomheden er inddraget som part i en klagesag for disciplinærnævnet.

Stk. 6 Formanden for disciplinærnævnet kan i større og mere komplicerede sager udpege en sagkyndig til at forelægge sagen og foretage afhøringer for nævnet. Udgiften til den sagkyndige afholdes af nævnet. Er en sag indbragt af en offentlig myndighed, afholdes udgiften af den pågældende myndighed.

Stk. 7 Disciplinærnævnet offentliggør sine afgørelser og en liste med navne på de ejendomsmæglere eller ejendomsformidlingsvirksomheder, der har forfaldne ubetalte disciplinære bøder udstedt af disciplinærnævnet. 1. pkt. gælder dog ikke for afgørelser om udtale af kritik, jf. stk. 1.

Stk. 8 Nævnenes Hus fastsætter nærmere regler om disciplinærnævnets offentliggørelse i henhold til stk. 7.

§ 53a

En fysisk eller juridisk person må ikke udøve erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med formidling af salg af fast ejendom, der er rettet mod eller udføres for en forbruger, hvis den pågældende person eller virksomhed har forfaldne ubetalte disciplinære bøder udstedt af disciplinærnævnet. Betales de forfaldne bøder, må den pågældende fysiske eller juridiske person genoptage de erhvervsmæssige aktiviteter, der er omtalt i 1. pkt.

§ 54

Disciplinærnævnet kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en frakendelse efter § 53, stk. 3. Er frakendelsen sket indtil videre, og afslår nævnet ansøgning om ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet 5 år efter frakendelsen, og mindst 2 år efter at generhvervelse af godkendelsen senest er nægtet ved dom. § 53, stk. 3, 2. pkt., og § 64, stk. 1, 4. og 5. pkt., finder tilsvarende anvendelse i forhold til nævnets afgørelse om ophævelse af frakendelse.

§ 55

Forældelsesfristen for indbringelse af en sag for disciplinærnævnet er 5 år regnet fra den dag, da den pligtstridige handling eller undladelse er ophørt.

Stk. 2 Forældelsesfristen afbrydes ved indgivelse af klage til disciplinærnævnet.

§ 56

Nævnenes Hus kan fastsætte, at finansiering af disciplinærnævnet sker ved opkrævning af et gebyr hos alle godkendte ejendomsmæglere, jf. § 6. Nævnenes Hus kan fastsætte nærmere regler om gebyrets størrelse. Bekendtgørelse om gebyr vedrørende klager til og driften af Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere

§ 57

Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere behandler klager over personer, som er etableret i et tilsvarende erhverv som ejendomsmæglererhvervet i et andet EU-land, i et EØS-land eller i Schweiz, og som midlertidigt og lejlighedsvis leverer ejendomsmæglerydelser her i landet, jf. § 13, stk. 1.

Stk. 2 Bortset fra § 53, stk. 5, finder §§ 51-55 og 64 tilsvarende anvendelse for personerne nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Nævnenes Hus kan fastsætte regler om, at personer, der har anmeldt til Erhvervsstyrelsen, at de midlertidigt og lejlighedsvis vil levere ejendomsmæglerydelser her i landet, jf. § 13, stk. 1, skal betale et gebyr, der bidrager til finansieringen af disciplinærnævnet.