Eksamensbekendtgørelsen § 51

Denne konsoliderede version af eksamensbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser

Bekendtgørelse nr. 863 af 14. juni 2022

§ 51

Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for gennemført uddannelse, jf. stk. 2.

Stk. 2 Beviset udfærdiges på dansk, jf. dog stk. 3. Beviset skal som minimum angive

  • 1) den færdiguddannedes navn og cpr. nr. eller anden tilsvarende entydig identifikation,

  • 2) den udstedende myndighed,

  • 3) uddannelsens betegnelse på dansk og engelsk, samt hjemmel,

  • 4) uddannelsens samlede normering angivet i ECTS-point,

  • 5) de uddannelseselementer, der indgår i uddannelsen, der er aflagt eksamen i, eller som på anden vis er dokumenteret, med angivelse af omfang i ECTS-point,

  • 6) meritoverførte eksamener og prøver,

  • 7) eksaminationssproget, hvis eksamen eller prøven er aflagt på et fremmedsprog,

  • 8) de opnåede karakterer efter 7-trinsskalaen samt det tilsvarende bogstav efter ECTS-skalaen og eventuelt samlet eksamensresultat, og

  • 9) den betegnelse, som uddannelsen giver den færdiguddannede ret til, på dansk og engelsk.

Stk. 3 Som bilag til beviset for videregående uddannelse udsteder institutionen et engelsksproget Diploma Supplement, der i overensstemmelse med den af Europakommissionen, Europarådet og UNESCO udviklede standardmodel beskriver uddannelsen samt giver oplysninger om institutionen og om dennes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem.

Stk. 4 Beviset må ikke indeholde oplysninger om særlige vilkår eller om studiestartsprøven.

Stk. 5 De regler, som er fastsat om eksamensbeviser i bekendtgørelse om talentinitiativer for videregående uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (talentbekendtgørelsen), gælder tillige for studerende, der har deltaget i ekstra uddannelsesinitiativer for talentfulde studerende.

Stk. 6 Samlet bevis for en uddannelse, der er gennemført ved flere institutioner, udstedes af den institution, hvor den studerende sidst er indskrevet.

Stk. 7 Den færdiguddannede har ret til på begæring at få sit eksamensbevis udfærdiget på engelsk.