Erhvervsakademiloven § 34

Denne konsoliderede version af erhvervsakademiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsakademier for videregående uddannelser

Lov nr. 346 af 14. maj 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 786 af 08. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021 og lov nr. 492 af 15. maj 2023

§ 34

Erhvervsakademiets regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes en årsrapport. Årsrapporten skal underskrives af bestyrelsen og rektor. I forbindelse med indsendelse af årsrapport til Uddannelses- og Forskningsministeriet skal bestyrelsesmedlemmerne afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at være medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 2 Erhvervsakademiets regnskaber revideres af rigsrevisor i henhold til § 2, stk. 1, i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Endvidere udpeger bestyrelsen for erhvervsakademiet en intern revisor, som skal være statsautoriseret eller registreret revisor, til at udføre revision i henhold til regler, der fastsættes af uddannelses- og forskningsministeren efter forhandling med rigsrevisor. Bestyrelsen underretter Uddannelses- og Forskningsministeriet og rigsrevisor om den udpegede interne revisor og om skift af intern revisor. Bekendtgørelse om regnskab, revision og tilskudskontrol m.m. ved erhvervsakademier

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren og rigsrevisor kan i henhold til § 9 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. aftale, at revisionsopgaver varetages i et nærmere fastlagt samarbejde mellem rigsrevisor og den i stk. 2 nævnte interne revisor. Rigsrevisor kan pålægge bestyrelsen at udpege en anden intern revisor til at udføre denne revisionsopgave, hvis den interne revisor ikke på tilfredsstillende måde opfylder kravene i de regler om intern revision, der er fastsat i medfør af stk. 2, 2. pkt., eller i øvrigt ikke opfylder pligterne som intern revisor.

Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om indholdet af årsrapporten og om erhvervsakademiets regnskabsføring. Bekendtgørelse om regnskab, revision og tilskudskontrol m.m. ved erhvervsakademier

Stk. 5 Opfylder den interne revisor ikke på tilfredsstillende måde kravene til revision i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan uddannelses- og forskningsministeren pålægge bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist at udpege en anden revisor.

Stk. 6 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om revisors kontrol af erhvervsakademiets oplysninger til brug ved beregning af statstilskud. Bekendtgørelse om regnskab, revision og tilskudskontrol m.m. ved erhvervsakademier