Erhvervsfondsloven Kapitel 14

Denne konsoliderede version af erhvervsfondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsdrivende fonde

Lov nr. 712 af 25. juni 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 20. september 2019,
som ændret ved lov nr. 554 af 07. maj 2019, lov nr. 2601 af 28. december 2021 og lov nr. 568 af 10. maj 2022

Kapitel 14 1 Erstatning
§ 126

Stiftere og medlemmer af ledelsen, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet den erhvervsdrivende fond skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet tredjemand.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til erstatningspligt for revisorer, vurderingsmænd eller granskningsmænd.

Stk. 3 Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, som revisionen er overdraget til, erstatningsansvarlige.

§ 127

Beslutning om anlæggelse af søgsmål efter § 126, stk. 1, 1. pkt., mod medlemmer af ledelsen, revisorer, vurderingsmænd, granskningsmænd eller tredjemand kan træffes af bestyrelsen eller fondsmyndigheden.

§ 128

Erstatning efter § 126 kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2 Er flere samtidig erstatningspligtige, hæfter de solidarisk for erstatningen. Den, hvis erstatningsansvar er lempet efter reglerne i stk. 1, er dog kun ansvarlig med det nedsatte beløb. Har en af de erstatningspligtige betalt erstatningen, kan den pågældende afkræve hver enkelt af de medansvarlige dennes del under hensyntagen til størrelsen af den skyld, der måtte påhvile hver enkelt, og omstændighederne i øvrigt.

§ 129

Søgsmål mod medlemmer af ledelsen, revisorer, vurderingsmænd eller granskningsmænd kan anlægges ved retten på det sted, hvor fonden har sit hjemsted.