Erhvervsfondsloven § 33

Denne konsoliderede version af erhvervsfondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsdrivende fonde

Lov nr. 712 af 25. juni 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 20. september 2019,
som ændret ved lov nr. 554 af 07. maj 2019, lov nr. 2601 af 28. december 2021 og lov nr. 568 af 10. maj 2022

§ 33

Indskydes andre værdier i fonden, eller skal fonden overtage andre værdier end kontanter, skal der i forbindelse med stiftelsen udarbejdes en vurderingsberetning. Vurderingsberetningen skal indeholde

  • 1) en beskrivelse af hvert indskud,

  • 2) oplysning om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen og

  • 3) en erklæring om, at den ansatte økonomiske værdi mindst svarer til grundkapitalen.

Stk. 2 Vurderingsberetningen skal udarbejdes af en eller flere uvildige sagkyndige vurderingsmænd. Som vurderingsmænd kan stifterne udpege godkendte revisorer. Skifteretten på det sted, hvor fonden skal have hjemsted, kan i andre tilfælde udpege vurderingsmænd. Vurderingsmændene skal kunne foretage de undersøgelser, de finder nødvendige, og kan fra stifterne eller ledelsen forlange de oplysninger og den bistand, som de anser for nødvendige for udførelsen af deres hverv.

Stk. 3 Vurderingen må ikke være foretaget mere end 4 uger før beslutningen. Overskrides fristen, må vurderingen foretages på ny.

Stk. 4 Overtager fonden i forbindelse med stiftelsen en bestående virksomhed, skal vurderingsberetningen endvidere indeholde en åbningsbalance for fonden. Åbningsbalancen skal udarbejdes i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Åbningsbalancen skal være forsynet med en revisorerklæring om revision.