Erhvervsuddannelsesloven Kapitel 7 a

Denne konsoliderede version af erhvervsuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erhvervsuddannelser

Lov nr. 211 af 05. april 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 2152 af 27. november 2021

Kapitel 7 a Lærepladssøgning, registrering som lærepladssøgende, skoleoplæring m.v.
§ 66a

Skoleoplæring skal tilbydes egnede lærepladssøgende elever, som umiddelbart efter at have afsluttet et adgangsgivende grundforløb, jf. § 5 c, stk. 1, 1. pkt., ikke har eller har haft en uddannelsesaftale, jf. dog stk. 2. Tilbuddet gives i umiddelbar forbindelse med elevens afslutning af grundforløbet, og elever, som tager imod tilbuddet, skal påbegynde undervisning i skoleoplæring 1 måned efter grundforløbets afslutning medmindre eleven forinden har indgået en uddannelsesaftale. I trindelte uddannelser, jf. § 15, stk. 2, skal skoleoplæring dog tillige tilbydes elever og lærlinge, der har gennemført et kompetencegivende trin af en uddannelse med uddannelsesaftale.

Stk. 2 Skoleoplæring skal desuden tilbydes egnede lærepladssøgende elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale som led i en erhvervsuddannelse, eller som har afsluttet en uddannelsesaftale, der er omfattet af § 48, stk. 1, 3. pkt. Optagelse skal ske snarest muligt efter uddannelsesaftalens ophør. Er en tvistighed i henhold til § 63 indbragt for det faglige udvalg eller Tvistighedsnævnet, kan eleven eller lærlingen ikke optages til skoleoplæring, før der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutning på tvistigheden, jf. dog stk. 5.

Stk. 3 Kravet om afsluttet grundforløb, jf. stk. 1, kan opfyldes gennem anden undervisning. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.

Stk. 4 Stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse for elever og lærlinge, der har gennemført et kompetencegivende trin af en uddannelse med skoleoplæring.

Stk. 5 Stk. 2, 3. pkt., finder ikke anvendelse i tvister om seksuel chikane, når tvisten er indbragt for Tvistighedsnævnet. Tilsvarende gælder, i tilfælde af at Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene, jf. § 65, stk. 4, medmindre eleven eller lærlingen ikke har fået medhold i tvisten om seksuel chikane ved Tvistighedsnævnet.

§ 66b

Skoleoplæring udbydes i skoleoplæringscentre af skoler, som udbyder den enkelte erhvervsuddannelses hovedforløb. Børne- og undervisningsministeren godkender efter ansøgning fra skoler og indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, hvilke skoler der må varetage opgaver som skoleoplæringscenter inden for de enkelte uddannelser. Ministeren kan efter indstilling fra rådet fastsætte nærmere regler om skoleoplæringscentrenes organisation og opgaver samt om betingelser for godkendelse af skoleoplæringscentre.

Stk. 2 Skolen har ansvaret for, at de elever og lærlinge, som afslutter et grundforløb på skolen, og som opfylder betingelserne efter § 66 a, stk.1, modtager tilbud om skoleoplæring i et skoleoplæringscenter.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, hvilke uddannelser der udbydes med skoleoplæring.

Stk. 4 Pligten efter § 66 a, stk. 2, påhviler den skole, som eleven eller lærlingen er tilmeldt, og den indtræder fra skolens modtagelse af elevens eller lærlingens ansøgning om optagelse til skoleoplæring.

§ 66c

Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om elevernes og lærlingenes egnethed m.v. Reglerne kan ud over krav til elevernes og lærlingenes egnethed til uddannelsen indeholde krav til elevernes og lærlingenes faglige og geografiske mobilitet og til deres aktivitet som lærepladssøgende. I reglerne kan det fastsættes, at eleverne og lærlingene optages i et register over lærepladssøgende, der skal være offentligt tilgængeligt. Kravene om egnethed m.v. skal være opfyldt i hele skoleoplæringsforløbet. Regler om elevers og lærlinges aktivitet som lærepladssøgende fastsat efter 2. pkt., herunder om konsekvenser, hvis reglerne ikke overholdes, kan omfatte elever og lærlinge, som er påbegyndt grundforløbets 2. del, dog fra 20 undervisningsuger inde i det studiekompetencegivende forløb, for så vidt angår elever på merkantile eux-forløb. Regler om elevers og lærlinges registrering som lærepladssøgende fastsat efter 3. pkt. kan omfatte elever og lærlinge, som er påbegyndt grundforløbets 2. del, dog fra 20 undervisningsuger inde i det studiekompetencegivende forløb, for så vidt angår elever på merkantile eux-forløb, og elever og lærlinge, som har tilmeldt sig som lærepladssøgende uden for skoleoplæring. Reglerne fastsættes efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse og kan herunder fastsætte en frist for indgivelse af ansøgning om optagelse m.v.

§ 66d

Skoleoplæring omfatter for den enkelte elev eller lærling højst halvdelen af uddannelsens samlede oplæringstid, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis skolen ikke kan sikre eleven eller lærlingen en læreplads i en eller flere virksomheder for mindst halvdelen af oplæringen, skal eleven eller lærlingen tilbydes supplerende skoleoplæring.

Stk. 3 Skolen kan give supplerende skoleoplæring til elever og lærlinge, som har uddannelsesaftale for hele uddannelsen med en oplæringsvirksomhed, der er godkendt efter § 46, når godkendelsen er betinget af, at eleven eller lærlingen modtager supplerende skoleoplæring, og eleven eller lærlingen i øvrigt opfylder betingelserne i § 66 a.

Stk. 4 Skolen kan endvidere give supplerende skoleoplæring til elever og lærlinge, der som led i forsøg, som er godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet, har uddannelsesaftale for en del af uddannelsen med en virksomhed, når skolen samtidig har forpligtet sig til at sikre, at eleven eller lærlingen kan gennemføre den fulde uddannelse i en eller flere virksomheder eller i skoleoplæring.

§ 66e

Elever og lærlinge, der er optaget til skoleoplæring, kan gennemføre skoleperioderne i hovedforløbet, uanset at skoleperioderne ikke er omfattet af en uddannelsesaftale.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for elever og lærlinge, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. § 66 a, stk. 2, 1. pkt., inden for en uddannelse, der ikke udbydes med skoleoplæring i henhold til § 66 b, stk. 3. Den skole, som eleven eller lærlingen er tilmeldt, jf. § 66 b, stk. 4, optager eleven eller lærlingen efter ansøgning. § 66 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 5§ 66 c, § 66 g, stk. 2, § 66 i, stk. 1, § 66 j og § 66 k, stk. 1 og 4, finder tilsvarende anvendelse for disse elever og lærlinge.

§ 66f

Oplæring i en virksomhed, jf. § 66 d, stk. 2, finder sted på grundlag af en uddannelsesaftale mellem virksomheden og eleven eller lærlingen om en delvis oplæring, hvis eleven eller lærlingen skal deltage i virksomhedens produktion m.v.

Stk. 2 Uddannelsesaftalen formidles af skolen. Eleven eller lærlingen modtager sædvanlig elev- eller lærlingeløn fra virksomheden i aftaleperioden. Aftalen skal være påført en særlig bemærkning om, at eleven eller lærlingen er under uddannelse i henhold til kapitel 7 a i denne lov. Retsforholdet mellem uddannelsesaftalens parter er i øvrigt omfattet af lovens almindelige bestemmelser om elevers, lærlinges og virksomheders retsstilling i forbindelse med uddannelsesaftaler.

Stk. 3 Ulønnet oplæring i en virksomhed for elever og lærlinge uden en uddannelsesaftale, jf. stk. 1, kan kun finde sted i virksomheder, som er godkendt til oplæring af det faglige udvalg. Aftaler herom kan have en varighed af højst 3 uger for den enkelte elev eller lærling i samme virksomhed og højst 6 uger af elevens eller lærlingens samlede oplæring under skoleoplæring. 1. pkt. berører ikke muligheden for elever og lærlinge i skoleoplæring for at gøre brug af kortere uddannelsesophold i udenlandske virksomheder under Erasmus+-programmet og lignende udvekslingsprogrammer.

Stk. 4 Aftaler om delvis oplæring, jf. stk. 1, kan kun indgås og gennemføres én gang mellem samme elev eller lærling og samme virksomhed.

§ 66g

Skoleoplæring følger de regler om oplæring, som er fastsat i medfør af denne lov med de afvigelser, der følger af dette kapitel.

Stk. 2 Skolen tilrettelægger skoleoplæringen i samråd med det lokale uddannelsesudvalg og kan bestemme, at en elev eller lærling før gennemførelse af den tilhørende oplæring skal gennemføre dele af en uddannelses skoleundervisning bortset fra undervisning, der indeholder afsluttende prøver. Skoleoplæring kan tilrettelægges med produktion af varer og levering af tjenesteydelser, som efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg kan afsættes på vilkår, som ikke udgør urimelig konkurrence over for private udbydere af tilsvarende varer og ydelser.

§ 66h

Eleven eller lærlingen modtager efter tilfredsstillende gennemførelse af uddannelsen et bevis for den gennemførte uddannelse i overensstemmelse med de regler, som i medfør af denne lov er fastsat for de enkelte uddannelser. Bevis for gennemført skoleoplæring udstedes af skolen.

§ 66i

Skolen og eleven eller lærlingen skal under hele forløbet søge at fremskaffe en uddannelsesaftale, der omfatter resten af uddannelsen, jf. stk. 3. Skolen skal frem til 13. kalenderuge efter afsluttet grundforløb, dog 13. kalenderuge efter afslutningen af det studiekompetencegivende forløb for elever på merkantile eux-forløb, intensivere indsatsen med at understøtte elevens eller lærlingens søgning.

Stk. 2 En elev eller lærling, der er registreret som lærepladssøgende i henhold til regler udstedt i medfør af § 66 c, stk. 1, har pligt til at modtage en anvist læreplads, såfremt eleven eller lærlingen kan gennemføre den uddannelse, der er knyttet til den tilbudte læreplads, uden tab af uddannelsestid. Elever og lærlinge, som afslår at modtage lærepladsen, slettes af lærepladsregisteret. Elever og lærlinge i skoleoplæring skal forlade skoleoplæringen, når lærepladsen tiltrædes, eller hvis eleven eller lærlingen afslår at modtage pladsen. Børne- og undervisningsministeren fastsætter i medfør af § 66 c, stk. 1, regler vedrørende elever og lærlinge, som er påbegyndt grundforløbets 2. del, dog fra 20 undervisningsuger inde i det studiekompetencegivende forløb, for så vidt angår elever på merkantile eux-forløb.

Stk. 3 Når en elev eller lærling indgår en uddannelsesaftale, jf. stk. 1, fastsættes den resterende uddannelsestid efter reglerne i § 48, stk. 5.

Stk. 4 Deltagelse i skoleoplæring medregnes ikke i prøvetiden efter § 60, stk. 2, når en elev eller lærling indgår en uddannelsesaftale. Hvis en elev eller lærling har haft en delaftale med en virksomhed og efterfølgende får en uddannelsesaftale med den samme virksomhed, medregnes den tid, hvori eleven eller lærlingen har haft en delaftale, i prøvetiden.

§ 66j

Skolens afgørelse om en elevs eller lærlings optagelse til eller ophør med skoleoplæring kan af eleven eller lærlingen inden for en frist af en uge, fra afgørelsen er meddelt eleven eller lærlingen, indbringes for det faglige udvalg. Det faglige udvalg kan beslutte, at klagerne behandles af det lokale uddannelsesudvalg, hvis afgørelse af eleven eller lærlingen kan indbringes for det faglige udvalg inden for en uge, fra afgørelsen er meddelt eleven eller lærlingen.

Stk. 2 Klager efter stk. 1 sendes til skolen. Hvis skolen opretholder sin afgørelse, videresender skolen klagen til det faglige udvalg eller det pågældende lokale uddannelsesudvalg, jf. stk. 1, ledsaget af en begrundelse. Det faglige udvalgs afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om skolers og skoleoplæringscentres behandling og afgørelse af sager om udelukkelse af elever og lærlinge fra skoleoplæring og andre sager om elevers og lærlinges retsstilling og om behandling af elevers og lærlinges klager over sådanne afgørelser.

§ 66k

Skolen udbetaler en skoleoplæringsydelse til elever og lærlinge, der er i skoleoplæring, dog ikke til elever og lærlinge, der modtager løn fra en arbejdsgiver, jf. § 66 f, eller arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, revalideringsydelse eller anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostninger. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om skoleoplæringsydelsen. Ydelsens størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2 Virksomheder, der i henhold til § 66 d, stk. 3, lader elever og lærlinge deltage i supplerende skoleoplæring, kan få refusion fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag af lønudgifter m.v. under skoleopholdet. Reglerne om refusion af løn m.v. under almindelige skoleophold finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Til virksomheder, som indgår uddannelsesaftale med en elev eller lærling, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. § 66 a, stk. 2, 1. pkt., yder staten et tilskud. Tilskuddets størrelse fastsættes på finansloven. Tilskud ydes ikke for elever og lærlinge, der er fyldt 25 år, og som udløser løntilskud til arbejdsgiveren i henhold til kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for elever og lærlinge, der er berettiget til dagpenge ved sygdom eller barsel, og hvor arbejdsgiveren modtager refusion i henhold til § 54, stk. 1, i lov om sygedagpenge og § 39, stk. 1, i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag administrerer udbetaling af tilskud. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling af tilskud, efterregulering, modregning og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i øvrigt.

Stk. 4 Det er med hensyn til udenlandske elever og lærlinge en betingelse for at opnå ret til skoleoplæringsydelse efter stk. 1, refusion af lønudgifter m.v. efter stk. 2 og tilskud efter stk. 3, at eleven eller lærlingen opfylder de betingelser, der er nævnt i § 19, stk. 2 og 3, og i § 15, stk. 5 og 6, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Stk. 5 Afgørelser, som Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag træffer om beregning, udbetaling og eventuel tilbagebetaling af tilskud i henhold til stk. 3, kan inden for en frist på 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension nedsatte ankenævn.

Stk. 6 Klage i henhold til stk. 5 indgives til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag vurderer, om der er grundlag for at give en klager helt eller delvist medhold. Giver Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag ikke klageren fuldt ud medhold, sender Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til det ankenævn, der er nedsat i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.