Europa-Parlamentsvalgloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af europa-Parlamentsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet

Lov nr. 746 af 07. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 08. januar 2024

Kapitel 10 1 Valgets opgørelse
§ 31

Når indenrigs- og sundhedsministeren har modtaget de attesterede kopier af valgbøgerne, foretages den samlede opgørelse af valget på grundlag heraf.

Mandaternes fordeling på kandidatlister
§ 32

For hver kandidatliste sammentælles de stemmer, der er tilfaldet kandidatlisten i samtlige opstillingskredse under ét. Har valgforbund været anmeldt, sammentælles tillige stemmetallene for de kandidatlister, mellem hvilke valgforbund er indgået.

Stk. 2 Det samlede stemmetal for hvert valgforbund samt stemmetallet for hver kandidatliste, der ikke har indgået valgforbund, divideres med 1, 2, 3 osv., indtil der er foretaget et så stort antal divisioner som det antal mandater, der højst kan ventes at tilfalde valgforbundet henholdsvis kandidatlisten. Det valgforbund eller den kandidatliste, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles, indtil samtlige mandater er fordelt. Er to eller flere kvotienter lige store, foretages lodtrækning.

Stk. 3 Det antal mandater, der er tilfaldet et valgforbund, fordeles mellem de kandidatlister, hvoraf valgforbundet består, efter den fremgangsmåde, der er angivet i stk. 2.

Stk. 4 Er der tilfaldet en kandidatliste flere mandater end antallet af kandidater på kandidatlisten, tilfalder det eller de overskydende mandater den liste, med hvilken den udtømte liste har indgået valgforbund. Har den udtømte liste ikke indgået valgforbund med andre lister, eller udtømmes også de lister, med hvilke den udtømte liste har indgået valgforbund, tilfalder mandaterne ikke-udtømte lister og valgforbund i den rækkefølge, som de efter reglerne i stk. 2 og 3 er nærmest berettigede til yderligere mandater.

Kandidatudvælgelsen
§ 33

På grundlag af optællingen af kandidaternes personlige stemmer og antallet af listestemmer, jf. § 30, stk. 1 og 2, opgøres det, hvilke af en kandidatlistes kandidater der har opnået valg.

Stk. 2 For samtlige opstillingskredse under ét sammentælles det antal personlige stemmer, der er afgivet for hver kandidat, og det antal listestemmer, der er afgivet for hver kandidatliste.

§ 34

Er kandidaterne sideordnet opstillet, jf. § 19, stk. 4, tilfalder kandidatlistens mandater kandidaterne i rækkefølge efter størrelsen af deres personlige stemmetal. I tilfælde af stemmelighed foretages lodtrækning.

Stk. 2 For hver liste udarbejdes en fortegnelse (stedfortræderliste) over de kandidater, der ikke er valgt, opført i rækkefølge efter deres personlige stemmetal.

§ 35

Er kandidaterne opstillet i en bestemt rækkefølge (partiliste), jf. § 19, stk. 4, foretages opgørelsen af, hvilke kandidater der er valgt, på følgende måde:

  • 1) Kandidatlistens samlede stemmetal, jf. § 32, stk. 1, 1. pkt., divideres med et tal, der er én større end det antal mandater, der er tilfaldet kandidatlisten. Det derved fremkomne tal forhøjes, uanset om det er et helt tal, til det næste hele tal. Dette tal er herefter kandidatlistens fordelingstal.

  • 2) Kandidater, der har opnået et personligt stemmetal, der er lig med eller større end fordelingstallet, er valgt.

  • 3) Kandidater, der har opnået færre personlige stemmer end fordelingstallet, tildeles i den rækkefølge, hvori de er opført på kandidatlisten, og så langt listestemmerne rækker, et så stort antal listestemmer, at summen af personlige stemmer og listestemmer udgør fordelingstallet. Kandidater, der på denne måde opnår et stemmetal, der er lig med fordelingstallet, er valgt.

  • 4) Opnås det ikke herved at få besat de mandater, der er tilfaldet kandidatlisten, er de øvrige kandidater valgt i rækkefølge efter størrelsen af de opnåede stemmetal (personlige stemmer og listestemmer tilsammen). Har to eller flere kandidater opnået samme stemmetal, er den eller de kandidater, der står først på partilisten, valgt.

Stk. 2 Kandidater, der er valgt efter stk. 1, nr. 2 og 3, er valgt i partilistens rækkefølge.

Stk. 3 For hver liste udarbejdes en fortegnelse (stedfortræderliste) over de kandidater, der ikke er valgt, opført i rækkefølge efter deres samlede stemmetal (personlige stemmer og tildelte listestemmer).

§ 36

Indenrigs- og sundhedsministeren sender herefter til Folketinget:

  • 1) Valgbogskopierne.

  • 2) Beregningerne af mandaternes fordeling, jf. § 32.

  • 3) Opgørelsen af, hvilke kandidater der har opnået valg, jf. §§ 34-35.

  • 4) Fortegnelserne over de kandidater, der ikke er valgt, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 3.

Stk. 2 Hvis der til valget har været opstillet en kandidat, der er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union uden tillige at have dansk indfødsret, skal indenrigs- og sundhedsministeren sende Folketinget den formelle erklæring og eventuelle oplysninger modtaget fra vedkommende myndighed i kandidatens hjemland om kandidatens valgbarhed i henhold til proceduren i § 23, stk. 3. Hvis vedkommende myndighed i kandidatens hjemland ikke har fremsendt oplysninger om kandidatens valgbarhed, skal indenrigs- og sundhedsministeren give Folketinget meddelelse herom.

Stk. 3 Hvis indenrigs- og sundhedsministeren har modtaget underretning om, at en kandidat, der var opstillet til valget i Danmark, tillige har været opstillet til valget i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, skal indenrigs- og sundhedsministeren give Folketinget meddelelse herom.