Europa-Parlamentsvalgloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af europa-Parlamentsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet

Lov nr. 746 af 07. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 08. januar 2024

Kapitel 9 1 Stemmeoptælling
§ 27

Når afstemningen er afsluttet, sørger valgstyrerne for, at de stemmesedler, der ikke er udleveret, og de stemmesedler, der er tilbageleveret ved ombytning, optælles og sammenbindes i særskilte pakker.

Stk. 2 Såfremt stemmeoptællingen ikke foretages samme dag, som afstemningen har fundet sted, jf. § 28, sørger valgstyrerne endvidere for, at de stemmesedler, der er nedlagt i stemmekasserne, udtages og straks sammenpakkes. Der må ikke foretages nogen sortering eller optælling af de udtagne stemmesedler. Pakkerne forsegles og opbevares af kommunalbestyrelsen under behørigt opsyn, indtil stemmeoptællingen påbegyndes. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de afgivne stemmesedler skal opbevares i de benyttede stemmekasser, indtil stemmeoptællingen påbegyndes.

§ 28

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter, hvornår stemmeoptællingen skal finde sted. Stemmeoptællingen er offentlig. Det optælles, hvor mange stemmer der ved afstemningen er afgivet for hver kandidatliste, og hvor mange af disse der er afgivet for de enkelte kandidater.

Stk. 2 Hvis stemmeoptællingen finder sted på afstemningsdagen, foretages stemmeoptælling på de enkelte afstemningssteder, indberetning af afstemningsresultatet, endelig opgørelse af resultatet af stemmeafgivningen i opstillingskredsen (fintællingen), underskrivelse af valgbogen og sammenpakning af stemmematerialet i øvrigt efter reglerne i kapitel 9 i lov om valg til Folketinget med de fravigelser, der følger af §§ 29 og 30.

Stk. 3 Finder stemmeoptællingen ikke sted på afstemningsdagen, forestår valgbestyrelsen stemmeoptællingen for opstillingskredsen under ét. Valgbestyrelsen bestemmer, hvor stemmeoptællingen skal finde sted. Kommunalbestyrelsen sørger for, at de benyttede valglister og valgkort samt stemmesedlerne og brevstemmematerialet er til stede ved stemmeoptællingen.

Stk. 4 En kandidat kan ikke deltage i optællingen af, hvor mange stemmer der er afgivet for den kandidatliste, vedkommende er opstillet for. En kandidat kan ikke deltage i opgørelsen af, hvorledes de afgivne stemmer for den pågældende kandidatliste fordeler sig på personlige stemmer for hver kandidat og listestemmer, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om gennemførelsen af stemmeoptællingen.

§ 29

En stemmeseddel afgivet på afstemningsstedet er ugyldig, såfremt

  • 1) den er blank,

  • 2) vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt., i lov om valg til Folketinget, eller tilsvarende afmærkning,

  • 3) det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken kandidatliste vælgeren har villet give sin stemme,

  • 4) det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet, eller

  • 5) der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 2 En brevstemmeseddel er ugyldig, såfremt

  • 1) den er blank,

  • 2) det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilken af kandidaterne eller hvilken kandidatliste vælgeren har villet give sin stemme,

  • 3) en konvolut indeholder andet eller mere end én stemmeseddel,

  • 4) det må antages, at stemmesedlen ikke er tilvejebragt af indenrigs- og sundhedsministeren, eller

  • 5) der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse fastsætte nærmere regler om bedømmelse af stemmesedler, herunder brevstemmesedler.

§ 30

Opgørelsen af, hvor mange stemmer der er afgivet for hver enkelt kandidat på kandidatlisten (personlige stemmer), og hvor mange stemmer der i øvrigt er afgivet for kandidatlisten (listestemmer), sker efter følgende regler:

  • 1) Har vælgeren sat et kryds ud for navnet på en kandidat eller såvel ud for navnet på en kandidat som ud for partinavnet på den kandidatliste, kandidaten tilhører, anses stemmesedlen som afgivet for kandidaten (personlig stemme). Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført navnet på en kandidat eller såvel navnet på en kandidat som partinavnet eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet for.

  • 2) Har vælgeren sat kryds ud for partinavnet eller ud for navnene på flere kandidater eller anbragt kryds over hele kandidatlistens felt eller i øvrigt foretaget afkrydsning på en sådan måde, at det ikke med sikkerhed fremgår, hvilken af kandidatlistens kandidater vælgeren har villet give sin stemme, anses stemmesedlen som afgivet for kandidatlisten (listestemme). Tilsvarende gælder, hvis vælgeren på brevstemmesedlen har anført partinavnet eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste eller navnene på flere kandidater opstillet på samme kandidatliste.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte opgørelse foretages for hvert afstemningsområde og for hele opstillingskredsen.

Stk. 3 Resultatet af den i stk. 1 nævnte opgørelse for hele opstillingskredsen indføres i valgbogen og meddeles de tilstedeværende. Resultatet af den i stk. 1 nævnte opgørelse for hvert afstemningsområde vedlægges valgbogen som bilag.

Stk. 4 Formanden for valgbestyrelsen sender en kopi af valgbogen med bilag tillige med en stemmeseddel, der ikke er udleveret, til indenrigs- og sundhedsministeren. Kopien skal være attesteret af formanden. Kopien af valgbogen skal så vidt muligt være indenrigs- og sundhedsministeren i hænde senest dagen efter fintællingen. Indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer den nærmere fremgangsmåde ved indsendelsen af valgbogen med bilag og kan herunder bestemme, hvorvidt og i hvilken form valgbogen med bilag elektronisk skal indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.