Europa-Parlamentsvalgloven § 23

Denne konsoliderede version af europa-Parlamentsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg af danske medlemmer til europa-parlamentet

Lov nr. 746 af 07. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 08. januar 2024

§ 23

Indenrigs- og sundhedsministeren undersøger, om de rettidigt indleverede kandidatlister opfylder de betingelser, der er anført i §§ 19-19 a. Indenrigs- og sundhedsministeren undersøger endvidere, om kandidaterne kan godkendes, eller om nogen af kandidaterne skal slettes af kandidatlisterne, jf. § 23 a.

Stk. 2 Opfylder en kandidatliste ikke de nævnte betingelser, eller skal en eller flere af kandidaterne slettes af kandidatlisten, skal indenrigs- og sundhedsministeren give meddelelse herom til den myndighed inden for vedkommende parti, der er nævnt i § 22. Senest 24 timer efter meddelelsens afgivelse kan partiet foretage afhjælpning af eventuelle mangler eller indlevere en ny kandidatliste. Indenrigs- og sundhedsministeren træffer herefter afgørelse om, hvorvidt kandidatlisten er gyldig, og om, hvilke kandidater der kan godkendes, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Er der på en rettidigt indleveret kandidatliste opført en kandidat, som er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, fremsender indenrigs- og sundhedsministeren til vedkommende myndighed i hjemlandet den i § 19 a, stk. 1, omhandlede erklæring med henblik på indhentelse af oplysninger i hjemlandet om den pågældende kandidats valgbarhed.

Stk. 4 Modtager indenrigs- og sundhedsministeren oplysninger fra vedkommende myndighed i hjemlandet, der afkræfter en erklæring om valgbarhed afgivet af en kandidat, som er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, og som er opført på en kandidatliste til Europa-Parlamentsvalg i Danmark, jf. stk. 3, jf. § 19 a, stk. 1, nr. 4, kan sådanne oplysninger dog hverken medføre en kandidatlistes ugyldighed, eller at den pågældende kandidat skal slettes af kandidatlisten, jf. § 6, stk. 4.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministerens afgørelser efter stk. 2 meddeles den myndighed inden for vedkommende parti, der er nævnt i § 22.

Stk. 6 Såfremt der på en kandidatliste er opført en kandidat, der er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union uden tillige at have dansk indfødsret, skal indenrigs- og sundhedsministeren underrette den pågældende om, hvorvidt vedkommendes opstilling som kandidat er godkendt. Indenrigs- og sundhedsministeren skal endvidere give meddelelse til kandidatens hjemland, såfremt kandidatens opstilling til valget i Danmark er godkendt.