Færdselsloven § 92d

Denne konsoliderede version af færdselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 287 af 10. juni 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 168 af 14. februar 2023,
som ændret ved lov nr. 491 af 15. maj 2023, lov nr. 1546 af 12. december 2023 og lov nr. 1570 af 12. december 2023

Forsøgsordninger
§ 92d

Transportministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade vejmyndigheder at udføre tidsmæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens bestemmelser, herunder forsøg, der alene er begrundet i miljømæssige hensyn. Transportministeren kan i forbindelse med sådanne forsøg fravige bestemmelserne i § 2, nr. 2, 7, 9 og 13-15, § 5, stk. 2, §§ 6, 10, 11 og 13. Ministeren kan udstede forskrifter i forbindelse med en konkret tilladelse.

Stk. 2 Anmodning om tilladelse til forsøg indsendes af vejmyndigheden til Transportministeriet  ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.

Stk. 3 Vejmyndigheden kan opkræve betaling for certifikater, parkeringstilladelser eller lignende, der udstedes i forbindelse med gennemførelse af forsøg som omhandlet i stk. 1.