Fiskeriloven Kapitel 17

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 01. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 333 af 09. april 2024

Kapitel 17 1 Administration af produktionsafgifter
§ 102

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om nedsættelse af en eller flere produktionsafgiftsfonde, som skal administrere de i stk. 2 nævnte afgifter.

Stk. 2 Ministeren kan efter indstilling fra de i § 104, stk. 1, nævnte bestyrelser fastsætte regler om betaling af afgifter på fisk, der landes af dansk indregistrerede fiskerfartøjer i Danmark eller i udlandet, eller som, opdrættes, tilvirkes eller omsættes her i landet, eller på tilsvarende varer, der indføres til landet, samt om, i hvilket omfang sådanne afgifter skal refunderes for fisk, når disse indgår som materiale i industrielt fremstillede varer. Afgifterne indgår i en produktionsafgiftsfond for hver sektor, jf. stk. 1, hvor opkrævning finder sted.

Stk. 3 Ministeren fastsætter regler om indbetalingen af de i stk. 2 nævnte offentlige midler.

Stk. 4 Ministeren kan tillade, at en produktionsafgiftsfond, jf. stk. 1, modtager andre indtægter end de i stk. 2 anførte.

§ 103

Midler fra de i § 102 nævnte fonde anvendes til foranstaltninger og tilskud til fiskepleje, forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturer, rådgivning, uddannelse, sygdomsforebyggelse, sygdomsbekæmpelse og kontrol samt erhvervsøkonomiske foranstaltninger, herunder afsætningsfremme, forskningsprojekter og forsøg, som er i fiskerierhvervets interesse, samt i øvrigt til foranstaltninger, som ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri godkender. Ministeren kan endvidere tillade, at fondene afholder udgifter til fondenes administration inden for en ramme på 5 pct. af de samlede årligt opkrævede afgifter og til honorar til medlemmerne af fondenes bestyrelser. Midlerne anvendes endvidere til dækning af omkostningerne ved kontrol med midlernes korrekte anvendelse. Midlerne skal anvendes inden for den del af fiskerierhvervet, hvor de er opkrævet.

§ 104

Hver fond ledes af en bestyrelse, der udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Fondenes vedtægter skal godkendes af ministeren. Hver bestyrelse sammensættes af såvel repræsentanter for producent- og brancheinteresser som repræsentanter for offentlige interesser. De repræsentative producent- og brancheorganisationer udtaler sig i enighed om 6/11 af hver bestyrelses medlemmer. De repræsentative organisationer for offentlige interesser udtaler sig i fællesskab om 5/11 af hver bestyrelses medlemmer. Bestyrelserne udpeges for en periode på 4 år.

Stk. 2 Bestyrelsen skal påse, at forvaltningen af midlerne sker i overensstemmelse med loven, regler fastsat i medfør heraf og lovgivningen i øvrigt. Ministeren kan afsætte et bestyrelsesmedlem, som har medvirket til beslutninger i strid med disse bestemmelser.

Stk. 3 Ministeren kan meddele påbud til bestyrelsen om at bringe forhold, der strider mod loven, mod regler fastsat i medfør heraf og mod lovgivningen i øvrigt, i overensstemmelse med bestemmelsen.

§ 105

Budgetter og regnskaber for de enkelte fonde skal godkendes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri efter indstilling fra den pågældende bestyrelse.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler for fondene om udarbejdelsen af budgetter og regnskaber samt om administration og revision. Fondenes regnskaber skal revideres af statsautoriserede eller registrerede revisorer.

Stk. 3 Hver fond opretter en selvstændig hjemmeside på internettet. Ministeren fastsætter de nærmere regler om fondenes offentliggørelse af budgetter og regnskaber samt af ansøgningsfrister, ansøgningsprocedurer m.v.

Stk. 4 Ministeren fastsætter de nærmere regler om fondenes evaluering af effekten af de foranstaltninger, der er ydet tilskud til, jf. § 103.

Stk. 5 Ministeren fastsætter de nærmere regler for fondenes ydelse af kompensation i forbindelse med fiskesygdomme.

§ 106

Enhver skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddele de oplysninger, der skønnes nødvendige i forbindelse med opkrævning og anvendelse af de i § 102, stk. 1, nævnte midler.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om kontrol med disse oplysninger, herunder om regnskabsførelse m.v., jf. kapitel 22.

§ 107

Medlemmer af en bestyrelse, som under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet en fond skade, er pligtige at erstatte denne.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder også for revisorer. Er et revisionsselskab valgt til revisor, er både revisionsselskabet og den revisor, til hvem revisionen er overdraget, erstatningsansvarlig.

Stk. 3 Erstatningen kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 4 Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, revisionsselskaber eller revisorer kan træffes af bestyrelsesmedlemmer eller af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

§ 108

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler ved hvert finansårs udløb et af Folketinget nedsat udvalg, hvilke midler der er indgået i fondene, og hvorledes midlerne er anvendt.