Fiskeriloven § 19

Denne konsoliderede version af fiskeriloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fiskeri og fiskeopdræt

Lov nr. 281 af 12. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 205 af 01. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 333 af 09. april 2024

§ 19

Til endelig administrativ afgørelse af ansøgninger om tilladelse til at drive bierhvervsfiskeri, jf. § 17, stk. 1, nr. 2, nedsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri et nævn.

Stk. 2 Nævnet består af 2 repræsentanter for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, 4 repræsentanter udpeget af interesseorganisationer for erhvervsmæssigt fiskeri og 4 repræsentanter indstillet af interesseorganisationer for rekreativt fiskeri samt 1 repræsentant for detailfiskehandelen. Repræsentanterne skal kunne tilvejebringe oplysninger om forhold, som ved nævnets afgørelse skal kunne tillægges særlig vægt, jf. de i stk. 3 nævnte forhold.

Stk. 3 Tilladelse kan gives til personer, der kan dokumentere at have været fritidsfiskere igennem 5 år. Nævnet skal ved sine afgørelser lægge særlig vægt på, om en imødekommelse af ansøgningen vil være af væsentlig betydning for opretholdelsen af fiskeriet i det pågældende lokalområde og for muligheden for et alsidigt havnemiljø, hvori også indgår erhvervsmæssigt fiskeri og de dertil knyttede aktiviteter. I forbindelse hermed skal der tages hensyn til det erhvervsfiskeri, der allerede foregår i lokalområdet. Nævnet skal endvidere lægge vægt på, om ansøgeren igennem sit fritidsfiskeri har erhvervet kendskab til den type fiskeri, der ønskes udøvet. Nævnet kan fastsætte begrænsninger med hensyn til arten og antallet af redskaber, der må benyttes ved bierhvervsfiskeriet.

Stk. 4 Ministeren fastsætter nærmere regler om nævnets virke, herunder nævnets forretningsorden, og om indstillingsberettigede organisationer. Ministeren udpeger nævnets formand og øvrige medlemmer.