Folkeoplysningsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af folkeoplysningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om folkeuniversitetet

Lov nr. 480 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 31. august 2018,
som ændret ved lov nr. 745 af 08. juni 2018, lov nr. 1052 af 30. juni 2020 og lov nr. 375 af 28. marts 2022

Kapitel 6 1 Anvisning af lokaler og udendørsanlæg
§ 21

Kommunalbestyrelsen anviser i prioriteret rækkefølge til den frie folkeoplysende virksomhed følgende til formålet egnede ledige lokaler, herunder idrætshaller og andre haller samt udendørsanlæg, som tilhører kommunen eller er beliggende i denne:

  • 1) Kommunale lokaler m.v.

  • 2) Lokaler m.v., der benyttes til udbud af uddannelser med godkendelse efter lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. eller lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, lokaler, der benyttes til udbud af uddannelserne til social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent, sygeplejerske og radiograf, og af den pædagogiske grunduddannelse og lokaler, der benyttes til aktiviteter efter lov om centre for undervisningsmidler m.v.

  • 3) Regionale lokaler m.v.

  • 4) Statslige lokaler m.v.

Stk. 2 Den, der skal stille et af de i stk. 1, nr. 2, nævnte lokaler til rådighed, kan dog stille et andet tilsvarende egnet lokale til rådighed.

Stk. 3 Ved anvisning af lokaler og udendørsanlæg skal kommunalbestyrelsen normalt prioritere i følgende rækkefølge:

  • 1) Aktiviteter for børn og unge.

  • 2) Folkeoplysende voksenundervisning, herunder aktiviteter i tilknytning hertil.

  • 3) Aktiviteter for voksne.

Stk. 4 Ved anvisning af lokaler, der er særlig egnede til folkeoplysende virksomhed for handicappede, skal anvisning til sådan virksomhed dog normalt ske før anden anvisning.

Stk. 5 Det er en betingelse for anvisning af lokaler, at foreningen opfylder lovens tilskudsbetingelser, men det er ikke en betingelse, at virksomheden får tilskud til undervisningen eller aktiviteten, jf. dog stk. 6. Der kan herunder anvises lokaler til aktiviteter i tilknytning til undervisning.

Stk. 6 Har kommunalbestyrelsen ydet tilskud til en aktivitet efter § 6, stk. 1, nr. 3, anvises der lokaler til denne aktivitet efter stk. 1-4.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen kan forlange at få de oplysninger meddelt, som er nødvendige for en vurdering af, om et anvist lokale er anvendt efter loven ud fra de forudsatte betingelser for folkeoplysende virksomhed.

§ 22

De i § 21 nævnte lokaler og udendørsanlæg stilles vederlagsfrit til rådighed med el, varme, rengøring og fornødent udstyr.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen afholder eventuelle udgifter til el, varme og rengøring i forbindelse med benyttelse af de i § 21, stk. 1, nr. 2-4, nævnte lokaler m.v.

Stk. 3 Lokaler og udendørsanlæg stilles til rådighed med den indretning og det inventar, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære brug.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen inden for den folkeoplysende voksenundervisning, jf. kapitel 4, eller det frivillige folkeoplysende foreningsområde, jf. kapitel 5, yder frivillige supplerende tilskud til driftsudgifterne ved brug af foreningens egne eller lejede private lokaler, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der opkræves et gebyr ved brug af anviste lokaler, herunder haller og udendørsanlæg. Gebyret skal indgå i den pulje, som kommunalbestyrelsen anvender til frivillige supplerende lokaletilskud inden for det pågældende område.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrets størrelse, jf. stk. 4. Det samlede opkrævede beløb fra hvert område, jf. stk. 4, må ikke overstige den samlede udgift til de frivillige supplerende lokaletilskud på hvert område i kommunen, og det må ikke overstige udgiften ved kommunalbestyrelsens drift af de anviste lokaler.

Stk. 6 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om anvisning af lokaler og udendørsanlæg, herunder hvad der forstås ved et egnet lokale samt om opkrævning af gebyr.