Folketingsvalgloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Kapitel 11 1 Folketingets godkendelse af valget
§ 87

Folketinget afgør gyldigheden af kandidaternes valg.

Stk. 2 Folketinget afgør, om de beregninger og opgørelser, som indenrigs- og sundhedsministeren har foretaget, kan godkendes, eller om indenrigs- og sundhedsministeren skal foretage nye beregninger eller opgørelser. Folketinget kan endvidere pålægge indenrigs- og sundhedsministeren at indhente stemmemateriale m.v. til Folketinget.

Stk. 3 Folketinget kan pålægge valgbestyrelserne at foretage en fornyet gennemgang og opgørelse af det materiale eller dele heraf, der har været benyttet ved folketingsvalget, jf. § 72, stk. 2.

§ 88

Enhver vælger kan klage over folketingsvalg. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til indenrigs- og sundhedsministeren. Klager skal være indenrigs- og sundhedsministeren i hænde senest ugedagen efter valgdagen.

§ 89

Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at afstemningen i en opstillingskreds er ugyldig, udsættes godkendelsen af kandidaternes valg i storkredsen. Kandidaterne i storkredsen anses dog foreløbig som lovligt valgte. Godkendelsen af samtlige tillægsmandater har i så fald foreløbig gyldighed.

§ 90

Folketinget afgør, i hvilket omfang og på hvilken måde omvalg skal afholdes. Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige valgdag, afgive stemme.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter og bekendtgør dagen for afholdelsen af omvalg.

Stk. 3 Når omvalg har fundet sted, foretages fornødne nye beregninger og opgørelser.

Stk. 4 Gyldighedsperioden for omvalg følger gyldighedsperioden for valgene på den almindelige valgdag.

§ 91

Hvis Folketinget træffer afgørelse om, at en valgt kandidat ikke er valgbar, indtræder den pågældendes stedfortræder, jf. § 92.

§ 92

En stedfortræder indtræder i Folketinget, når et folketingsmedlem ophører med at være medlem, og i øvrigt efter de regler herom, der er fastsat i Folketingets forretningsorden.

Stk. 2 Hvis et parti ikke har stedfortrædere til at besætte et ledigt mandat i en storkreds, overføres mandatet til den storkreds inden for landsdelen, som er nærmest berettiget til mandatet, jf. § 85, stk. 1.

Stk. 3 Er der ikke i landsdelen nogen stedfortræder for partiet, overføres mandatet til den storkreds inden for de to andre landsdele under ét, hvor partiet i henhold til beregningerne i §§ 79 og 84, stk. 2, har den største kvotient, der ikke har givet tillægsmandat. Mandatet overføres til den landsdel, hvor denne storkreds ligger.

Stk. 4 Hvis der ikke efter reglerne i stk. 1-3 er nogen stedfortræder, afgør Folketinget, om der skal afholdes udfyldningsvalg, jf. § 93.

§ 93

Hvis der er afholdt udfyldningsvalg, gælder valget af det nye medlem for den resterende del af gyldighedsperioden for valgene på den almindelige valgdag.