Folketingsvalgloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 08. januar 2024

Kapitel 12 1 Folkeafstemninger
§ 94

Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes efter grundlovens § 20, stk. 2, § 29, stk. 2, § 42, stk. 1 og 7, og § 88. Bestemmelserne i § 95, stk. 3 og 4, og §§ 96-103 finder endvidere anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes i henhold til særlig lov, medmindre andet følger af den særlige lov.

§ 95

Meddelelse om, at der skal afholdes folkeafstemning om et lovforslag eller en stadfæstet lov, gives af Folketingets formand til statsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2 Statsministeren bekendtgør lovforslaget eller loven i Statstidende med meddelelse om, hvilken dag folkeafstemning finder sted. Folkeafstemning efter grundlovens § 20, stk. 2, og § 42, stk. 1 og 7, skal afholdes tidligst 12 og senest 18 hverdage, herunder lørdage, efter bekendtgørelsen. Folkeafstemning efter grundlovens § 88 skal afholdes inden 1/2 år efter Folketingets endelige vedtagelse af forslaget.

Stk. 3 Afholdes folkeafstemning i henhold til særlig lov, bekendtgør statsministeren folkeafstemningens tema i Statstidende med meddelelse om, hvilken dag folkeafstemningen finder sted.

Stk. 4 Folkeafstemning foregår i de samme afstemningsområder som valg til Folketinget.

§ 96

Enhver, der har valgret til Folketinget og er optaget på valglisten, har ret til at deltage i folkeafstemninger. Personer, der har fast bopæl i de dele af riget, hvor folkeafstemningen ikke afholdes, har ikke valgret til folkeafstemningen, jf. dog §§ 16 a og 96 a.

Stk. 2 Når dagen for en folkeafstemning er fastsat, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en valgliste over kommunens vælgere og udsende valgkort i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 for folketingsvalg. For optagelse på valglisten af vælgere, der er omfattet af § 96 a, gælder dog § 96 b. Ved folkeafstemninger, der ikke afholdes i alle dele af riget, gælder uden for de i 2. pkt. nævnte tilfælde samme regler om optagelse på valglisten, henholdsvis slettelse af valglisten, ved tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, den eller de dele af riget, hvor der ikke afholdes folkeafstemning, som ved tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, udlandet.

Stk. 3 Senest 10 dage før folkeafstemningen bekendtgør indenrigs- og sundhedsministeren dag og tid for afstemningen samt udsendelsen af valgkort i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 for folketingsvalg.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal behandle indsigelser, udsende nye valgkort og berigtige valglisten i overensstemmelse med § 22.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af valglisterne efter stk. 2, 1. pkt., og disses indretning.

§ 96a

Ved folkeafstemninger, der ikke afholdes på Færøerne henholdsvis i Grønland, gælder stk. 2-5.

Stk. 2 Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste på Færøerne eller i Grønland, anses for at have fast bopæl i Danmark.

Stk. 3 Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark:

  • 1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.

  • 2) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.

  • 3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland af en dansk hjælpeorganisation.

  • 4) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland i uddannelsesøjemed.

  • 5) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland af helbredsmæssige grunde.

  • 6) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, og som i henseende til tilknytningen til Danmark ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

Stk. 4 Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.

Stk. 5 En person, der samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 2, 3 eller 4, anses for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de pågældende to samlevende

  • 1) har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller

  • 2) opfylder betingelserne for at indgå ægteskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.

§ 96b

Vælgere, der er omfattet af § 96 a, og som er registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som udrejst eller med bopæl i Grønland, skal efter anmodning optages på en særlig valgliste i Københavns Kommune, hvis der er truffet afgørelse herom senest 7.-dagen før valgdagen.

Stk. 2 Vælgere, der har haft ophold på Færøerne henholdsvis i Grønland i mere end 4 år, kan kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 96 a for at være opfyldt. Hvis der i øvrigt er tvivl om, hvorvidt en vælger er omfattet af § 96 a, kan vælgeren kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 96 a for at være opfyldt.

Stk. 3 Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 2 eller 3, eller § 96 a, stk. 5, jf. stk. 2 eller 3, gælder i 2 år fra afgørelsens dato. Indgiver vælgeren inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte periode anmodning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 4, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 5, jf. stk. 4, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen for den person omfattet af § 96 a, stk. 4, vælgeren har den i § 96 a, stk. 5, nævnte tilknytning til.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse på listen og om listens udarbejdelse.

§ 97

Senest når dagen for en folkeafstemning er fastsat, vælges valgbestyrelse, valgstyrere og tilforordnede vælgere i overensstemmelse med reglerne i kapitel 5 for folketingsvalg og med de opgaver, der er nævnt i dette kapitel, dog med de ændringer, der følger af afstemningens karakter.

Stk. 2 Ved folkeafstemninger fører valgbestyrelsen og valgstyrerne en særlig valgbog, henholdsvis afstemningsbog (indberetningsskemaer). Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om indberetningsskemaernes indhold og udformning.

§ 98

På stemmesedlerne ved folkeafstemninger skal klart adskilt være trykt ordene »Ja« og »Nej«.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om stemmesedlernes indhold og udformning.

§ 99

Afstemningen på afstemningsdagen og forberedelsen hertil finder sted i overensstemmelse med reglerne i § 44 og kapitel 7 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2 En vælger kan efter ansøgning afgive sin stemme på afstemningsdagen på et andet afstemningssted i sin bopælskommune end det, vælgeren er tilknyttet i henhold til valglisten, jf. § 96, såfremt ændringen af afstemningssted er begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed. § 47 a, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af afstemningens karakter. Ansøgning kan dog tidligst indgives 4 uger før afstemningsdagen.

Stk. 3 Ved stemmeafgivningen sætter vælgere, der stemmer for lovforslaget eller loven, et kryds ved ordet »Ja« på stemmesedlen, mens vælgere, der stemmer imod, sætter et kryds ved ordet »Nej«. Ved opslag i stemmerummet skal der gives vælgerne vejledning herom.

Stk. 4 Hvis der samme dag afholdes to eller flere folkeafstemninger, skal der på hvert afstemningssted findes særskilte stemmekasser til brug for hver afstemning. Vælgeren skal modtage en stemmeseddel til hver afstemning. Vælgeren skal tage samtlige stemmesedler med ind i stemmerummet og efter stemmeafgivning lægge dem i de pågældende stemmekasser.

Stk. 5 Personlig bistand til afkrydsning af stemmesedlen kan kun ydes, såfremt vælgeren umiddelbart over for den eller dem, der yder personlig bistand, utvetydigt kan tilkendegive, om vælgeren ønsker at stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om.

Stk. 6 De personer, der forestår eller yder personlig bistand til afstemningen, må ikke under afstemningen give en vælger råd eller opfordring, med hensyn til om vælgeren skal stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om.

Stk. 7 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om ændring af afstemningssted efter ansøgning for vælgere med handicap eller nedsat førlighed.

Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved stemmeafgivningen.

§ 100

Ved folkeafstemning kan der brevstemmes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 8 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2 På brevstemmesedlerne skal klart adskilt være trykt ordene »Ja« og »Nej«.

Stk. 3 Stemmeafgivningen foregår som angivet i § 99, stk. 3.

Stk. 4 Ved folkeafstemninger kan brevstemmeafgivning på de steder i kommunerne, hvor enhver vælger kan brevstemme, jf. § 53, finde sted de sidste 6 uger før afstemningsdagen, dog senest den tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før afstemningsdagen. Brevstemmeafgivning de steder, der er nævnt i § 54 og § 58, stk. 4, kan finde sted de sidste 3 uger før afstemningsdagen til og med tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før afstemningsdagen.

Stk. 5 Personlig bistand til udfyldning af stemmesedlen kan kun ydes, såfremt vælgeren umiddelbart over for den eller dem, der yder personlig bistand, utvetydigt kan tilkendegive, om vælgeren ønsker at stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om.

Stk. 6 Stemmemodtagere og personer, der yder personlig bistand til brevstemmeafgivningen, må ikke i forbindelse med brevstemmeafgivningen give en vælger råd eller opfordring, med hensyn til om vælgeren skal stemme ja eller nej til det spørgsmål, der stemmes om.

Stk. 7 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om brevstemmematerialets indhold og udformning. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelse og gennemførelse af brevstemmeafgivning og om fremgangsmåden ved afgivelse af brevstemme. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved brevstemmeafgivningen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om brevstemmeprotokollens indhold og udformning.

§ 101

Afslutningen af afstemningen på afstemningsstedet, den foreløbige og endelige optælling af stemmerne og indberetningen til indenrigs- og sundhedsministeren om afstemningen sker i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 for folketingsvalg med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 En stemmeseddel, herunder en brevstemmeseddel, er ugyldig, såfremt

  • 1) den er blank,

  • 2) vælgerens stemme på stemmesedlen ikke er afmærket med kryds i overensstemmelse med § 99, stk. 3, eller tilsvarende afmærkning,

  • 3) det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet,

  • 4) det må antages, at brevstemmesedlen ikke er tilvejebragt af indenrigs- og sundhedsministeren,

  • 5) en konvolut ved brevstemmeafgivning indeholder andet eller mere end én stemmeseddel, eller

  • 6) der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse fastsætte nærmere regler om bedømmelse af stemmesedler.

§ 102

Indenrigs- og sundhedsministeren opgør resultatet af folkeafstemningen og bekendtgør dette i Statstidende.

§ 103

Enhver vælger kan klage over folkeafstemninger. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til indenrigs- og sundhedsministeren. Klager skal være indenrigs- og sundhedsministeren i hænde senest ugedagen efter afstemningen.