Folketingsvalgloven § 35

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 08. januar 2024

§ 35

Snarest muligt og senest umiddelbart efter udløbet af fristen for kandidaters anmeldelse skal Ankestyrelsen undersøge, om de rettidigt indleverede kandidatanmeldelser er gyldige. Hvis Ankestyrelsen finder, at en kandidatanmeldelse på grund af væsentlige mangler må erklæres ugyldig, skal Ankestyrelsen straks meddele dette til kandidaten eller til den kontaktperson, der er angivet i anmeldelsen. Senest 12 timer efter afgivelsen af meddelelsen kan der indleveres en ny anmeldelse af kandidaten eller foretages en afhjælpning af manglerne. Ankestyrelsen træffer herefter afgørelse om, hvorvidt anmeldelsen er gyldig. Afgørelsen meddeles skriftligt til kandidaten.