Forsikringsaftaleloven V.

Denne konsoliderede version af forsikringsaftaleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsaftaler

Lov nr. 129 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 09. november 2015,
som ændret ved lov nr. 638 af 08. juni 2016 og lov nr. 550 af 30. maj 2017

V. Gennemførelses-, overgangs- og straffebestemmelser.
§ 125

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1932.

§ 126

På en forsikringsaftale, der er indgået, inden loven træder i kraft, finder loven anvendelse fra den første derefter indtrædende dag, til hvilken aftalen med kontraktmæssigt varsel af selskabet kunne være bragt til ophør, eller fra hvilken den fornys i medfør af § 84.

Stk. 2 For de under justitsministeriets tilsyn værende bygningsbrandforsikringer finder loven anvendelse fra det tidspunkt, som justitsministeren fastsætter, dog senest 1 år efter lovens ikrafttræden.

§ 127

Bestemmelserne i §§ 26 og 27 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor det forhold, der medfører de i disse bestemmelser angivne retsvirkninger, indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 128

Bestemmelsen i § 29 kommer til anvendelse på de før lovens ikrafttræden indgåede forsikringsaftaler, dog at de i § 29 ommeldte frister regnes fra lovens ikrafttræden, medmindre forældelsen efter den hidtil gældende ret ville være indtrådt tidligere.

§ 129

Bestemmelsen i § 34 kommer til anvendelse i alle tilfælde, hvor den forsikringsbegivenhed, i anledning af hvilken bestemmelsen påberåbes, indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 130

De i loven for livs-, ulykkes- og sygeforsikring givne regler om begunstigede kommer til anvendelse i alle tilfælde, hvor den begunstigede er indsat efter lovens ikrafttræden.

§ 131

Bestemmelsen i § 115 finder anvendelse såfremt en livsforsikringspolice, der er udstedt, forinden loven træder i kraft, efter dette tidspunkt transporteres til ihændehaveren.

§ 132

Bestemmelserne i §§ 116 og 123 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor retsforfølgningen ikke er påbegyndt forinden lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 117 finder anvendelse, såfremt konkursen indtræder efter nævnte tidspunkt.

§ 133

Bestemmelser i andre love, der medfører en videregående betryggelse af forsikringstagernes eller de sikredes ret end de tilsvarende bestemmelser i denne lov, forbliver i kraft.

Stk. 2 Fra denne lovs ikrafttræden ophæves § 27 i lov af 25. marts 1872 om konkurs m.m., jfr. for Færøernes vedkommende anordning nr. 72 af 2. maj 1902, samt §§ 230-266 i sølov af 1. april 1892, jfr. bekendtgørelse nr. 108 af 13. april 1929, og for Færøernes vedkommende anordning nr. 203 af 4. november 1892. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i lovgivningen måtte være stridende mod denne lov.

§ 134

Forsikringsselskabets overtrædelse af § 3 a og § 34 b, stk. 1, straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere det selskab, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentaget overtrædelse af

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.