Friplejeboligloven § 36

Denne konsoliderede version af friplejeboligloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om friplejeboliger

Lov nr. 90 af 31. januar 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 26. oktober 2017,
som ændret ved lov nr. 1567 af 18. december 2018, lov nr. 2077 af 21. december 2020, lov nr. 2189 af 29. december 2020 og lov nr. 344 af 22. marts 2022

§ 36

Friplejeboligleverandøren opkræver ved lejemålets indgåelse et beboerindskud, jf. § 12, stk. 1, og § 14, stk. 1.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse på friplejeboliger, hvortil der ikke ydes eller har været ydet offentlig støtte. For sådanne friplejeboliger kan det aftales, at der betales depositum med et beløb svarende til indtil 3 måneders leje. Beløbet henstår til sikkerhed for lejerens forpligtelser ved fraflytning. Drives friplejeboligerne i lejede lokaler, kan fremlejetageren ved lejeaftalens indgåelse såvel som i lejeperioden i stedet for depositum, jf. 2. pkt., vælge at stille sikkerhed i form af bankgaranti eller indestående på særskilt deponeringskonto. Gennemføres lejeforhøjelse, kan depositum kræves reguleret. Reguleringen kan opkræves med lige store månedlige beløb over samme antal måneder, som det pågældende beløb svarede til i forhold til lejen ved lejemålets indgåelse. 5. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis lejeren har valgt i stedet for depositum at stille sikkerhed i form af bankgaranti eller indestående på deponeringskonto, jf. 4. pkt.