Gammelførtidspensionsloven § 45e

Denne konsoliderede version af gammelførtidspensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Lov nr. 1164 af 19. december 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 45e

Politiet eller kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen om unddragelsen, når myndigheden får formodning om, at en person, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. § 45 a, stk. 1, eller straffuldbyrdelse, jf. § 45 a, stk. 2, samtidig modtager pension. For personer med bopæl i udlandet skal Udbetaling Danmark underrettes.

Stk. 2 Politiet skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. over for en person, som befinder sig i udlandet, og som politiet får formodning om samtidig modtager pension. Politiet skal endvidere underrette Udbetaling Danmark og kommunen, hvis afgørelsen efter § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om pas til danske statsborgere m.v. senere omgøres eller ophæves.

Stk. 3 Anklagemyndigheden skal underrette Udbetaling Danmark og kommunen, når anklagemyndigheden får formodning om, at en person, der ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., modtager eller har modtaget pension.