Godtgørelsesloven § 2

Denne konsoliderede version af godtgørelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

Lov nr. 639 af 14. juni 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 30. januar 2024

§ 2

Arbejdsgivere eller deltagere i uddannelse, jf. § 1 a, kan opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi efter §§ 5-9, jf. dog §§ 3 og 10, for deltagelse i uddannelser, der er omfattet af § 4. Det er et krav, at uddannelsesdeltagere

  • 1) har beskæftigelse i Danmark som lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende og

  • 2) ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger niveauet for en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles hermed, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt af den pågældende de sidste 5 år.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi, jf. stk. 1, og kan herunder fastsætte nærmere regler om, hvilke former for beskæftigelse der kan berettige til godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi. Børne- og undervisningsministeren kan desuden fastsætte regler om, at det er en betingelse for udbetaling af godtgørelse, at der foreligger en beskæftigelsesperiode forud for en uddannelses påbegyndelse og efter en uddannelses afslutning, eller at arbejdsgiveren udbetaler løn under uddannelsen, jf. § 7, og at der for uddannelsesdeltagere omfattet af visse overenskomster ikke er et krav om forudgående beskæftigelsesperiode.