Havmiljøloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af havmiljøloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskyttelse af havmiljøet

Lov nr. 476 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 463 af 15. maj 2017

Kapitel 11 1 Beredskab m.v.
§ 34

Forsvarsministeren forestår i samarbejde med redningsberedskabet og andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil, bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet.

§ 34a

I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra platforme eller rørledninger påhviler det ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, straks at iværksætte den interne beredskabsplan, som er påbudt eller reguleret af regler udstedt i medfør af stk. 3, og påbegynde bekæmpelse af forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet hertil efter § 47 c.

Stk. 2 Miljøministeren kan meddele påbud om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal iværksætte.

Stk. 3 Miljøministeren kan meddele påbud eller fastsætte regler om beredskabet, herunder om, hvilket mandskab eller materiel ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal have til rådighed i tilfælde af uheld på anlægget.

§ 34b

Miljøministeren udarbejder efter forhandling med forsvarsministeren og under inddragelse af den ansvarlige for driften og, hvis det er relevant, rettighedshaveren en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet fra platforme og tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 2 Miljøministeren fastsætter nærmere regler om indholdet og revision af planen, herunder om ejerens, rettighedshaverens og den ansvarlige for driftens rolle og økonomiske forpligtigelser i forbindelse med planen og om pligt til at afgive oplysninger til brug for udarbejdelse af planen.

§ 35

I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening forestås sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen tilvejebringer en beredskabsplan for iværksættelse af sanering af kyststrækninger i tilfælde af væsentlige forureninger af kyster i kommunen og for bekæmpelse af forurening i havne i kommunen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan pålægge havnebestyrelsen at udarbejde en beredskabsplan for bekæmpelse af forurening i havnen og at drage omsorg for, at det nødvendige materiel er til rådighed.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen underretter miljøministeren og forsvarsministeren om indholdet af beredskabsplanerne og ændringer og tillæg til disse.

Stk. 5 Miljøministeren samordner de kommunale beredskabsplaner efter forhandling med de berørte kommuner og opstiller på grundlag af de kommunale beredskabsplaner et samlet beredskab.

Stk. 6 I tilfælde af særlig alvorlige og omfattende forureninger kan forsvarsministeren bestemme, at sanering af kyststrækninger og bekæmpelse af forurening i havne skal ledes af forsvarsministeren eller andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil.

§ 35a

Miljøministeren kan fastsætte bestemmelser om pligt for kommunalbestyrelser til at anmelde olie- og kemikalieforureninger til Miljø- og Fødevareministeriet forud for iværksættelse af enhver saneringsforanstaltning, der kan medføre refusion af udgifter til strandsaneringsforanstaltninger. Miljøministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om form- og indholdskrav til anmeldelsen.

Stk. 2 Miljøministeren kan endvidere pålægge kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for en vurdering af ansøgninger om refusion af udgifter i forbindelse med strandsaneringer, herunder krav om kommunal revisionspåtegning af ansøgningerne.

§ 36

Miljøministeren udarbejder efter forhandling med KL (Kommunernes Landsforening) retningslinjer for indholdet af beredskabsplanerne og træffer bestemmelse om, på hvilket tidspunkt planerne skal foreligge.

Stk. 2 Miljøministeren fastsætter efter forhandling med de statslige havnemyndigheder, KL (Kommunernes Landsforening) og havneorganisationerne regler om fordeling af udgifter til beredskab og bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger mellem havnebestyrelsen, den fælles beredskabskommission, kommunalbestyrelsen og staten.

§ 37

Miljøministeren fastsætter regler om nødområder for skibe.

Stk. 2 Miljøministeren fastsætter endvidere regler om planer for nødområder, herunder om kravene til indholdet af planerne. Ministeren kan fastsætte regler om, at berørte myndigheder og havnebestyrelser af egen drift skal ajourføre oplysninger i planerne.

Stk. 3 Der kan efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren indgå sø- og sejladssikkerhedsmæssige forhold i de planer, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4 Miljøministeren kan stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområde, for udgifter, disse måtte afholde ved at modtage et skib med behov for assistance.

§ 37a

Kommunalbestyrelsen kan henlægge sine beføjelser og pligter efter dette kapitel til beredskabskommissionen, jf. beredskabslovens § 9, stk. 2, eller den fælles beredskabskommission, jf. beredskabslovens § 10, stk. 2.