Hjemmeværnsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af hjemmeværnsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om hjemmeværnet

Lov nr. 123 af 27. februar 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 09. februar 2007,
som ændret ved lov nr. 1552 af 13. december 2016 og lov nr. 2064 af 21. december 2020

Kapitel 1 1 Opgaver og organisation m.v.
§ 1

Hjemmeværnet deltager som en del af det militære forsvar i løsningen af de opgaver, der påhviler hæren, søværnet og flyvevåbnet, herunder opgaver, der støtter myndigheder i disses opgavevaretagelse.

Stk. 2 Hjemmeværnets virksomhed tilrettelægges således, at de frivilliges opgaver i muligt omfang udføres i nærheden af den enkeltes hjemegn.

Stk. 3 Hjemmeværnets frivillige, jf. § 7, er opdelt i en aktiv styrke og i en reserve.

§ 2

Hjemmeværnet består af Hjemmeværnskommandoen, hærhjemmeværnet, herunder virksomhedshjemmeværnet, marinehjemmeværnet og flyverhjemmeværnet samt organer til støtte herfor.

Stk. 2 Hjemmeværnsledelsen består af chefen for hjemmeværnet og den kommitterede for hjemmeværnet. Hjemmeværnsledelsen er over for forsvarsministeren ansvarlig for hjemmeværnets samlede virke.

Stk. 3 Hjemmeværnsstaben bistår hjemmeværnsledelsen med løsningen af de opgaver, der påhviler denne.

Stk. 4 Hjemmeværnsledelsen og hjemmeværnsstaben indgår i Hjemmeværnskommandoen.

§ 3

Hjemmeværnet hører administrativt under forsvarsministeren.

Stk. 2 Når enheder af hjemmeværnet deltager i værnenes øvelser, er de deltagende hjemmeværnsenheder operativt underlagt vedkommende værnsenhed.

Stk. 3 Når hjemmeværnet eller dele heraf under krig eller andre ekstraordinære forhold beordres til at deltage i løsningen af forsvarsmæssige opgaver, overtager forsvarschefen kommandoen over de deltagende hjemmeværnsenheder.

§ 4

Chefen for hjemmeværnet fastsætter bestemmelser for uddannelsen i hjemmeværnet og er forsvarschefens rådgiver i militære anliggender, der vedrører hjemmeværnet.

Stk. 2 Den kommitterede for hjemmeværnet er leder af arbejdet for tilgang til hjemmeværnet og det folkelige arbejde inden for dette. Den kommitterede virker for et godt forhold mellem hjemmeværnet og befolkningen og fastsætter bestemmelser for hjemmeværnets informationsvirksomhed. Den kommitterede har et antal informationschefer til sin rådighed.

Stk. 3 Hjemmeværnets landsråd rådgiver hjemmeværnsledelsen vedrørende hjemmeværnets overordnede udvikling og planlægning.

§ 5

Sammensætningen og organisationen af hjemmeværnet fastsættes i øvrigt af forsvarsministeren.