Hjemrejseloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af hjemrejseloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven)

Lov nr. 982 af 26. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af 17. august 2023,
som ændret ved lov nr. 1575 af 12. december 2023

Kapitel 4 1 Digital kommunikation
§ 4

En udlænding, der er over 18 år, som opholder sig i Danmark og er meddelt en afgørelse omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., skal, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser, være tilsluttet en af Hjemrejsestyrelsen anvist digital kommunikationsløsning, medmindre udlændingen er fritaget herfor, jf. stk. 5, nr. 2. En udlænding, der af Udlændingestyrelsen meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, skal være tilsluttet den digitale kommunikationsløsning, medmindre udlændingen er fritaget herfor, jf. stk. 5, nr. 2.

Stk. 2 Offentlige myndigheder og juridiske personer, som er omfattet af stk. 5, nr. 1, kan sende kommunikation til tilsluttede udlændinge, jf. stk. 1, med de retsvirkninger, der følger af stk. 3.

Stk. 3 Meddelelser, der sendes under anvendelse af den digitale kommunikationsløsning, anses for

  • 1) at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for modtageren, og

  • 2) at være afsendt af den angivne afsender, medmindre særlige forhold taler imod.

Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren udpeger en systemansvarlig, som har til opgave at varetage driften af den digitale kommunikationsløsning. Som systemansvarlig kan udpeges en offentlig myndighed eller en privat virksomhed. Den systemansvarlige kan behandle udlændinges personoplysninger med det formål at kunne tilslutte disse efter stk. 1 og for at kunne varetage den løbende drift af den digitale kommunikationsløsning.

Stk. 5 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om den digitale kommunikationsløsning, herunder om,

  • 1) hvilke offentlige myndigheder m.v. og juridiske personer der kan anvende den digitale kommunikationsløsning efter stk. 2, og

  • 2) fritagelse af udlændinge fra obligatorisk tilslutning til den digitale kommunikationsløsning.

Stk. 6 Udlændinge omfattet af stk. 1 kan anvende den digitale kommunikationsløsning til kommunikation med Hjemrejsestyrelsen og andre offentlige myndigheder m.v. og juridiske personer omfattet af stk. 5, nr. 1.