Hjemrejseloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af hjemrejseloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven)

Lov nr. 982 af 26. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af 17. august 2023,
som ændret ved lov nr. 1575 af 12. december 2023

Kapitel 9 1 Varetægtsfængsling og frihedsberøvelse m.v.
Varetægtsfængsling
§ 14

En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og når mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Udlændingen har ikke fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom.

  • 2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Stk. 2 En udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.

Stk. 3 Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet herfor og alene er iværksat med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Stk. 4 Retten kan bestemme, at en udlænding deltager i et retsmøde efter stk. 1 eller 2 om varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Stk. 5 Deltager en udlænding i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf. stk. 4, skal den beskikkede advokat deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikkede advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Stk. 6 Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægtsfængsling efter stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommunikation med billede, deltager anklageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet.

Stk. 7 Der kan foretages besigtigelse og undersøgelse af udlændingens legeme og tøj efter udlændingelovens § 37 a, stk. 3-7.

§ 15

En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at udlændingen gentagne gange har overtrådt pålæg om meldepligt efter § 12, stk. 2-4, opholdspligt efter § 13, stk. 2, eller underretningspligt efter § 13, stk. 4.

Stk. 2 Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse.

Frihedsberøvelse
§ 16

Såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves efter 1. pkt. for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 2.

Stk. 2 Ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Stk. 3 Medvirker en udlænding ikke til sin udrejse, skal udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med henblik på at sikre, at udlændingen medvirker til sin udrejse, til tilvejebringelse af rejsedokumenter og til udrejsen i øvrigt, hvis de i §§ 11 og 12 og § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 10, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Stk. 4 Medvirker en afvist asylansøger ikke til sin udrejse, skal den pågældende så vidt muligt frihedsberøves, såfremt de i §§ 11 og 12 og § 13, stk. 1, og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre dennes medvirken til udrejsen.

Stk. 5 Med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kan politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at sikre den pågældendes tilstedeværelse ikke er tilstrækkelige.

Stk. 6 Ved vurderingen af, om en udlænding skal frihedsberøves efter stk. 5, skal der særlig lægges vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat. Endvidere skal der lægges vægt på, om

  • 1) udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet,

  • 2) udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, og om udlændingen tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller overførsel,

  • 3) udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som denne er pålagt i medfør af §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes tilstedeværelse,

  • 4) udlændingen over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel,

  • 5) udlændingen er blevet udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b,

  • 6) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der er udstedt her i landet eller i en anden medlemsstat, eller

  • 7) sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.

Stk. 7 En udlænding kan frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning, når udlændingen anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, jf. udlændingelovens § 25, nr. 1.

Stk. 8 En udlænding, som har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Stk. 9 En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 1, eller et flyttepåbud efter § 9, stk. 2, 2. pkt., og udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt. En udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan frihedsberøves, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om opholdspligt efter § 13, stk. 6.

Stk. 10 En udlænding, der ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, og som en eller flere gange ikke har efterkommet et pålæg om meldepligt, kan frihedsberøves, hvis det er nødvendigt for at afgøre, om der er opstået mulighed for udsendelse, jf. udlændingelovens § 32 b.

Stk. 11 Såfremt de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre tilstedeværelsen af en udlænding, der er i transit i en dansk lufthavn med henblik på udsendelse, kan udlændingen frihedsberøves.

Tvangsfremstilling
§ 17

Retten kan bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til at fastlægge sin identitet eller til at tilvejebringe rejsedokumenter til sin udrejse, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af udlændingen.

Stk. 2 Retten beskikker en advokat for en udlænding omfattet af stk. 1. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der beskikkes efter stk. 2, 1. pkt., gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Beslaglæggelse af genstande
§ 18

Dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, eller som i øvrigt må antages at være af betydning for sagens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det skønnes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding. Hjemrejsestyrelsen eller den myndighed, som Hjemrejsestyrelsen anmoder herom, kan udlæse oplysninger fra genstande, der er taget i bevaring i medfør af 1. pkt.

Stk. 2 Retsplejelovens kapitel 72 og 73 og reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.