IEU-loven § 18a

Denne konsoliderede version af iEU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

Lov nr. 418 af 06. juni 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

§ 18a

Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til elever, lærlinge, kursister og studerende, der efter lov om erhvervsuddannelser, lov om de gymnasiale uddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. eller lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne skal have tilbud om specialpædagogisk bistand.

Stk. 2 Handicappede elever, der er optaget på uddannelser godkendt efter § 37 c, og som har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand, skal have tilbud herom. Børne- og undervisningsministeren kan yde særlige tilskud til institutionernes udgifter til specialpædagogisk bistand.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om administration af de særlige tilskud efter stk. 1 og 2, herunder om ansøgning, indhentede sagkyndige udtalelser, tildeling, udbetaling, udbetaling af forskud til og tilbagebetaling fra institutionerne samt refusion af udgifter, som institutionerne har afholdt i overensstemmelse med tildelingen.

Stk. 4 Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand, jf. stk. 1 og 2, skal indgives til Børne- og Undervisningsministeriet ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeriet stiller til rådighed (digital selvbetjening). Uddannelsesinstitutionen skal på tilsvarende vis modtage afgørelser og meddelelser vedrørende ansøgningen digitalt. Elever og kursister skal modtage afgørelser og meddelelser m.v. vedrørende ansøgningen digitalt.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om, at ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand og modtagelse af afgørelser herom og meddelelser i øvrigt kan ske på anden vis end ved digital selvbetjening, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indretning og administration af den digitale løsning, jf. stk. 4 og 5, herunder om

  • 1) indhold og udformning af ansøgninger,

  • 2) frister for indgivelse af ansøgninger,

  • 3) frister for indgivelse af oplysninger og

  • 4) frister for udbetalinger af støtte.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital signatur og anden sikker personidentifikation.