Indfødsretsloven § 8F

Denne konsoliderede version af indfødsretsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

lov om dansk indfødsret

Lov nr. 252 af 27. maj 1950,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1656 af 23. december 2022,
som ændret ved lov nr. 487 af 13. maj 2023

§ 8F

Sager omfattet af § 8 B, stk. 3, kan indbringes for Københavns Byret af den, som efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, inden 4 uger efter afgørelsens meddelelse. Københavns Byret kan dog undtagelsesvis tillade en indbringelse efter 4 uger. I afgørelsen af sagen ved byretten deltager 3 dommere. Udlændinge- og integrationsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, er part i sagen for det offentlige. Udlændinge- og integrationsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan lade personer, der er ansat i Politiets Efterretningstjeneste, møde for sig i retten som rettergangsfuldmægtige. Sagens indbringelse for retten kan ikke tillægges opsættende virkning.

Stk. 2 Ved domstolsbehandlingen beskikker retten en advokat for den, som efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret.

Stk. 3 Ved domstolsbehandling efter stk. 1 beskikker retten en særlig advokat til at varetage interesser for den person, som i medfør af § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger omfattet af § 8 B, stk. 4, 1. pkt. Om salær og godtgørelse for udlæg til den særlige advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Stk. 4 Den særlige advokat efter stk. 3 skal underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at deltage i disse. Den særlige advokat skal gøres bekendt med og have udleveret kopi af det materiale, som indgår i sagen for retten. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan dog bestemme, at der af sikkerhedsmæssige grunde ikke udleveres kopi til den særlige advokat. Spørgsmål herom kan indbringes for retten.

Stk. 5 Retten bestemmer, hvordan den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, i tilfælde af at vedkommende opholder sig i udlandet, får lejlighed til at udtale sig over for retten.

Stk. 6 Oplysninger omfattet af § 8 B, stk. 4, 1. pkt., videregives til den særlige advokat beskikket efter stk. 3. Når sådanne oplysninger er videregivet til den særlige advokat, må advokaten ikke drøfte sagen med den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, eller dennes advokat og må ikke udtale sig i retsmøder, hvor den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, eller dennes advokat er til stede. Den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, og dennes advokat kan til enhver tid give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen.

Stk. 7 Retten kan af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat beskikket efter stk. 3 beslutte, at oplysninger, der er indgået i justitsministerens vurdering efter § 8 B, stk. 4, 1. og 2. pkt., videregives til den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, og dennes advokat, hvis sikkerhedsmæssige forhold ikke kan begrunde justitsministerens bestemmelse efter § 8 B, stk. 4, 1. pkt. Afgørelsen træffes ved kendelse, og efter at den særlige advokat og den, der for det offentlige er part i sagen, har haft lejlighed til at udtale sig. Kendelsen kan kæres af de personer, der er nævnt i 2. pkt. Kære af en afgørelse om, at oplysninger videregives, har opsættende virkning.

Stk. 8 Har retten truffet afgørelse efter stk. 7, 1. pkt., kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, bestemme, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

Stk. 9 Ingen må deltage som dommer i sagen, hvis den pågældende har truffet afgørelse efter stk. 7, 1. pkt., eller i øvrigt har haft adgang til oplysninger omfattet af en sådan afgørelse og justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har truffet beslutning efter stk. 8 om, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

Stk. 10 Den del af et retsmøde, der angår oplysninger omfattet af § 8 B, stk. 4, 1. pkt., eller hvor sådanne oplysninger fremlægges eller behandles, og som ikke er omfattet af en afgørelse efter stk. 7, holdes for lukkede døre. I denne del af et retsmøde deltager den særlige advokat beskikket efter stk. 3, men ikke den, der efter § 8 B, stk. 3, har fået frataget sin danske indfødsret, og dennes advokat. Retten bestemmer, hvordan retsmøder, der efter dette stykke helt eller delvis holdes for lukkede døre, gennemføres.

Stk. 11 Retten træffer afgørelse, efter at parterne og den særlige advokat beskikket efter stk. 3 har haft lejlighed til at udtale sig. Rettens afgørelse træffes ved dom.

Stk. 12 Anke af en sag omfattet af denne bestemmelse kan ikke tillægges opsættende virkning.

Stk. 13 Reglerne i denne bestemmelse om sagens behandling i byretten gælder tilsvarende for sagens behandling i landsretten og Højesteret.