Indsendelsesbekendtgørelsen § 1

Denne konsoliderede version af indsendelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed

Bekendtgørelse nr. 1054 af 31. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1003 af 26. juni 2023

§ 1

Bekendtgørelsen gælder for erhvervsdrivende virksomheders indberetning til Erhvervsstyrelsen af følgende regnskabsdokumenter, styrelsens offentliggørelse heraf og kommunikation i forbindelse hermed i henhold til årsregnskabsloven:

  • 1) Årsrapporter.

  • 2) Undtagelseserklæringer m.v., som indberettes til Erhvervsstyrelsen i stedet for årsrapporter.

  • 3) Halvårsrapporter for statslige aktieselskaber.

  • 4) Delårsrapporter for virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land (børsnoterede virksomheder).

Stk. 2 Den, som varetager indberetningen af de i stk. 1 nævnte regnskabsdokumenter, betegnes indberetteren i denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Virksomheder, som kan undlade at udarbejde og indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen efter årsregnskabslovens §§ 4-6, men som ikke anvender denne mulighed, skal følge årsregnskabslovens regler om udarbejdelse af årsrapport og denne bekendtgørelses regler om indberetning af årsrapport.

Stk. 4 For erhvervsdrivende fondes indsendelse af legatarfortegnelser i henhold til lov om erhvervsdrivende fonde finder bekendtgørelsens § 12, stk. 2, anvendelse, hvis legatarfortegnelsen er indeholdt i den indberettede årsrapport.

Stk. 5 Virksomheder, som er under likvidation, skal vedhæfte det afsluttende likvidationsregnskab til Erhvervsstyrelsen som bilag til anmeldelsen om likvidationens afslutning, jf. selskabslovens § 224, stk. 2. Bekendtgørelsen om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen finder anvendelse.