Integrationsloven § 17a

Denne konsoliderede version af integrationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om integration af udlændinge i Danmark

Lov nr. 474 af 01. juli 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 1192 af 08. juni 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021, lov nr. 2623 af 28. december 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 546 af 03. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022

§ 17a

For en udlænding omfattet af § 16, stk. 3, skal tilbud i medfør af § 23 tilrettelægges som en kontinuerlig virksomhedsrettet indsats. For en jobparat udlænding må der maksimalt være 6 uger mellem hvert virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter §§ 23 b og 23 c, jf. dog stk. 3. For en aktivitetsparat udlænding tilrettelægges den kontinuerlige virksomhedsrettede indsats efter en konkret vurdering af udlændingens forudsætninger og behov. For en aktivitetsparat udlænding kan de virksomhedsrettede tilbud i de første 6 måneder efter kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for udlændingen omfatte forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, jf. § 23 a, stk. 1, nr. 5.

Stk. 2 For en jobparat udlænding omfattet af § 16, stk. 3, skal tilbud efter §§ 23 b og 23 c have en varighed på gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. I det første år af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet kan tilbud om nytteindsats efter § 23 b, stk. 1, 1. pkt., ikke medregnes i timekravet efter 1. pkt. For en aktivitetsparat udlænding fastsættes timetallet efter en konkret vurdering af udlændingens forudsætninger og behov.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan fravige kravet efter stk. 1 om, at der for en jobparat udlænding maksimalt må være 6 uger mellem hvert virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter §§ 23 b og 23 c, hvis betingelserne for at tilbyde et særligt højskoleophold i medfør af § 24 er opfyldt. Kommunalbestyrelsen kan endvidere fravige kravet efter stk. 1, hvis en udlænding deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering. Kommunalbestyrelsen kan derudover fravige kravet efter stk. 1, hvis en udlænding deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter repatrieringslovens § 6 a.