Integrationsloven § 19

Denne konsoliderede version af integrationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om integration af udlændinge i Danmark

Lov nr. 474 af 01. juli 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 1192 af 08. juni 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021, lov nr. 2623 af 28. december 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 546 af 03. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022

Kontrakt
§ 19

Kommunalbestyrelsen skal inden 1 måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding omfattet af § 16 i samarbejde med udlændingen udarbejde en kontrakt. Udlændingen og kommunalbestyrelsen skal underskrive kontrakten. Udlændingen skal samtidig underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring. Erklæringen udformes af udlændinge- og integrationsministeren. 2. og 3. pkt. finder ikke anvendelse, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Stk. 2 For flygtninge kan kontrakten indgås, før kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen, jf. § 10, overtager ansvaret for den pågældende, jf. denne lovs § 4, stk. 2, eller § 30, stk. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Stk. 1, 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Kontrakten indgås mellem udlændingen og kommunalbestyrelsen på grundlag af en samlet vurdering af den enkelte udlændings situation og behov med henblik på, at udlændingen hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 1 år opnår ordinær beskæftigelse. I vurderingen skal blandt andet indgå udlændingens individuelle færdigheder og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov. Hvis opnåelse af ordinær beskæftigelse ikke umiddelbart er et realistisk mål, tilrettelægges indholdet af kontrakten med henblik på, at udlændingen forbedrer sine muligheder for senere at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 4 Kontrakten skal beskrive udlændingens beskæftigelses- eller uddannelsesmål og fastlægge indholdet af de aktiviteter, der skal sikre, at de i kontrakten opstillede mål opfyldes. Af kontrakten skal det fremgå, i hvilket omfang udlændingen skal have tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, jf. § 16, stk. 3 og 4, og det nærmere indhold heraf, herunder hvorledes forholdet mellem danskuddannelse, jf. § 21, og beskæftigelsesrettede tilbud, jf. § 23, skal være. Er der givet tilbud efter § 16, stk. 10, eller meddelt pålæg efter § 16 a, skal dette fremgå af kontrakten.

Stk. 5 Det skal fremgå af kontrakten, hvilke sanktioner der efter lovgivningen gælder over for udlændingen, hvis udlændingen uden rimelig grund afviser at tage imod arbejde, eller hvis udlændingen uden rimelig grund udebliver fra eller afviser en eller flere af de aktiviteter, der er aftalt eller fastsat i kontrakten.

Stk. 6 Kontrakten skal angive, hvilken forvaltning i kommunen der er ansvarlig for at koordinere integrationsindsatsen for udlændingen, jf. § 19 a.

Stk. 7 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontraktens indgåelse, indhold, udformning og om opfølgning, jf. § 20. Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven

Stk. 8 Hvis der ikke kan opnås enighed mellem kommunalbestyrelsen og udlændingen om kontraktens indhold, fastsætter kommunalbestyrelsen indholdet af kontrakten.

Stk. 9 Kontrakten gælder, indtil udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter udløbet af introduktionsperioden, jf. § 16, stk. 8, kan kontrakten ikke omfatte tilbud efter § 16, stk. 3, 4 eller 10, eller pålæg efter § 16 a. Udlændinge, der efter udløbet af introduktionsperioden modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., omfattes af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.