Integrationsloven § 23

Denne konsoliderede version af integrationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om integration af udlændinge i Danmark

Lov nr. 474 af 01. juli 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 1192 af 08. juni 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021, lov nr. 2623 af 28. december 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 546 af 03. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022

Tilbudsmuligheder m.v.
§ 23

Til udlændinge, der er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram og berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, skal kommunalbestyrelsen give tilbud om

  • 1) vejledning og opkvalificering, herunder forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, jf. § 23 a,

  • 2) virksomhedspraktik, herunder nytteindsats, jf. § 23 b, eller

  • 3) ansættelse med løntilskud, jf. § 23 c.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet give en jobparat udlænding over 18 år, men under 30 år, tilbud om et særligt højskoleophold i medfør af § 24, hvis tilbuddet efter en konkret vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Stk. 3 Tilbud skal så vidt muligt målrettes beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og gives ud fra udlændingens ønsker og forudsætninger, med henblik på at udlændingen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. De enkelte tilbud efter stk. 1 kan gives hver for sig eller i kombination.

Stk. 4 Tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan gives med henblik på, at den enkelte opnår samfundsmæssig forståelse.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at give en udlænding tilbud, når ganske særlige grunde taler derfor.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal give en flygtning eller familiesammenført udlænding, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, tilbud efter §§ 23 a-23 c, hvis den pågældende anmoder herom, medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Stk. 7 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddenes indhold. Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven

Stk. 8 De regler, som beskæftigelsesministeren fastsætter i medfør af § 191 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om erstatning ved en udlændings tilskadekomst eller ved skade, som en udlænding forvolder, under deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering samt tilbud om virksomhedspraktik, finder tilsvarende anvendelse.