Domæneloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af domæneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om internetdomæner

Lov nr. 164 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 26. februar 2014

Kapitel 4 1 Administrators forpligtelser
Administrators forankring i internetsamfundet
§ 9

Administrator skal i sit virke sikre tilstedeværelsen af en bred repræsentation af internetinteressenter i samfundet. Repræsentationen af internetinteressenter skal have bestemmende indflydelse i administrators øverste ledelsesorgan.

Nonprofit
§ 10

Administrator må ikke udøve anden aktivitet end administration af internetdomæner, der særligt tildeles Danmark.

Stk. 2 Administrators virksomhed må ikke udøves med gevinst for øje.

Stk. 3 Administrator skal i administrationen udvise omkostningsbevidsthed i sine dispositioner.

Administrators selvregulering
§ 11

Administrator fastsætter en vedtægt for sin virksomhed.

Stk. 2 Administrators vedtægt og ændringer heri, jf. stk. 1, skal godkendes af erhvervs- og vækstministeren.

§ 12

Administrator kan helt eller delvis overlade administrationen, herunder den tekniske drift, til en eller flere underleverandører.

Stk. 2 Administrator skal sikre, at den administration, som i medfør af stk. 1 er overladt til andre, sker i overensstemmelse med denne lov, regler fastsat i medfør af § 8, forretningsbetingelser og vilkår fastsat i medfør af § 14, stk. 1, og vilkår fastsat i tilladelsen udstedt i medfør af § 7, stk. 2.

§ 13

Administrator kan helt eller delvis overlade registreringsprocessen, herunder formidling af ansøgninger og ændringer på vegne af ansøgere og registranter, til registratorer.

Stk. 2 Administrator offentliggør en liste over registratorer.

Stk. 3 Administrator kan for internetdomæner omfattet af sin administration fastsætte forretningsbetingelser og vilkår for registratorer.

§ 14

Administrator skal for internetdomæner omfattet af sin administration fastsætte forretningsbetingelser og vilkår for registranter. Forretningsbetingelserne kan omfatte

  • 1) brugspligt,

  • 2) registrering og anvendelse af domænenavne og

  • 3) sletning af en registrering af et domænenavn.

Stk. 2 Administrator træffer beslutninger om overholdelse af forretningsbetingelser og vilkår fastsat i medfør af stk. 1.

Stk. 3 Administrators forretningsbetingelser og vilkår for registranter efter stk. 1 må ikke stride mod god domænenavnsskik.

Gennemsigtighed i administrators virke
§ 15

Administrator skal sikre gennemsigtighed i administrationen.

§ 16

Administrator skal årligt udarbejde en årsrapport, der skal indeholde en ledelsesberetning om aktiviteten i regnskabsåret.

Stk. 2 Administrator skal lade årsrapporten revidere. Udarbejdelsen og revisionen heraf skal som minimum følge årsregnskabslovens regler for aktieselskaber omfattet af regnskabsklasse B.

Stk. 3 Administrator offentliggør den reviderede og godkendte årsrapport og fremsender den til Erhvervsstyrelsen. Beretningen og årsrapporten skal være modtaget i styrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning.

§ 17

Administrator skal sikre, at der er gennemsigtighed i grundlaget for beslutninger af principiel karakter i administrators øverste ledelsesorgan, og at forretningsbetingelser og lign., som har betydning for registrering og anvendelse af domænenavne, er offentligt tilgængelige på administrators hjemmeside.

Stk. 2 Administrator skal afholde offentlige høringer over væsentlige ændringer i forretningsbetingelser og lign., som har betydning for registrering og anvendelse af domænenavne.

Stk. 3 Administrator skal årligt offentliggøre en oversigt over gennemførte og fremtidige initiativer vedrørende fremme af internetudviklingen i samfundet, jf. § 24.

WHOIS-databasen
§ 18

Administrator skal oprette og vedligeholde en database indeholdende oplysninger om registranternes navn, adresse og telefonnummer.

Stk. 2 Administrator skal sikre, at oplysningerne nævnt i stk. 1 er retvisende, opdaterede og offentligt tilgængelige.

Stk. 3 Administrator skal sikre, at oplysningerne nævnt i stk. 1 ikke gøres offentligt tilgængelige i databasen efter stk. 2, hvis disse oplysninger i henhold til anden lovgivning er undtaget fra offentlighed og administrator af egen drift kan konstatere dette ved opslag i et offentligt tilgængeligt register.

Stk. 4 Administrator skal efter anmodning fra en registrant sikre, at oplysningerne nævnt i stk. 1 ikke gøres offentligt tilgængelige i databasen efter stk. 2, hvis disse oplysninger i henhold til anden lovgivning er undtaget fra offentlighed og administrator ikke af egen drift kan konstatere dette ved opslag i et offentligt tilgængeligt register.

Stk. 5 Oplysninger, der undtages fra offentliggørelse i medfør af stk. 3 og 4, vil dog kunne videregives til

  • 1) det i henhold til § 26 nedsatte klagenævn i forbindelse med behandling af konkrete sager og

  • 2) andre, der er berettiget hertil i medfør af anden lovgivning.

Sikker og stabil drift
§ 19

Administrator skal råde over tilstrækkelige faglige og økonomiske ressourcer til at kunne administrere internetdomæner i overensstemmelse med denne lov.

§ 20

Administrator skal sikre en stabil, sikker og uafbrudt drift af og forbindelse til navneserverne for det eller de internetdomæner, der er omfattet af administrationen.

§ 21

Administrator skal oprette, vedligeholde og sikre integriteten af en navnedatabase, der indeholder relevante oplysninger om de enkelte internetdomæner på niveauet umiddelbart under det eller de internetdomæner, der er omfattet af administrationen. Navnedatabasen skal som minimum indeholde oplysninger om registrantens identitet og oplysninger, der gør det muligt at identificere registrantens navneserver.

Stk. 2 Administrator skal oprette, vedligeholde og sikre integriteten af og tilgangen til en navneserverdatabase, som indeholder et ekstrakt af relevante oplysninger, jf. stk. 1.

§ 22

Administrator skal med en tredjepart indgå en deponeringsaftale om deponering af oplysninger fra navnedatabasen og navneserverdatabasen. Administrator skal dagligt sende en kopi af databaserne til tredjeparten.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen og administrator kan af tredjeparten, jf. stk. 1, kræve de deponerede oplysninger fra navnedatabasen og navneserverdatabasen udleveret. Tredjeparten skal udlevere de deponerede oplysninger uden unødigt ophold.

Stk. 3 Administrator skal til Erhvervsstyrelsen sende kopi af deponeringsaftalen efter stk. 1, når denne er indgået, og ved eventuelle ændringer heri.

Ligebehandling
§ 23

Administrator skal sikre, at der i administrationen ikke sker usaglig forskelsbehandling.

Fremme af internetudviklingen i samfundet
§ 24

Administrator skal medvirke til at fremme internetudviklingen i samfundet.