Domæneloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af domæneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om internetdomæner

Lov nr. 164 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 26. februar 2014

Kapitel 6 1 Klagenævn
§ 26

Erhvervs- og vækstministeren nedsætter et klagenævn for internetdomæner.

Stk. 2 Klagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af administrator og ministeren.

§ 27

Klagenævnet består af 1 formand og 1 næstformand, 2 medlemmer med teoretisk og praktisk juridisk sagkundskab samt 1 repræsentant for forbrugerinteresser og 1 repræsentant for erhvervsinteresser.

Stk. 2 Klagenævnets medlemmer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 3 For hvert af de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab og hver af de 2 repræsentanter for henholdsvis forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes 1 suppleant af erhvervs- og vækstministeren. Suppleanterne for repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 4 Alle klagenævnets medlemmer og suppleanter udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.

Stk. 5 Ved klagenævnets behandling af sager deltager formanden eller næstformanden og de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab. Ved behandling af sager, der vedrører ikkekommerciel anvendelse af domænenavne, og sager af principiel betydning deltager endvidere repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser. Formanden for klagenævnet beslutter, hvornår der er tale om en sag vedrørende ikkekommerciel anvendelse af domænenavne eller af principiel betydning.

§ 28

For klagenævnet kan indbringes tvister mellem registranter og tredjeparter om registrering og anvendelse af domænenavne.

Stk. 2 For klagenævnet kan indbringes klager over administrators og eventuelle registratorers beslutninger efter § 14, stk. 2.

Stk. 3 Klage kan indgives af enhver, der har en retlig interesse i sagens udfald. Klagenævnets formand afgør, hvorvidt klager har en retlig interesse.

Stk. 4 Klagenævnet kan træffe afgørelse om at

  • 1) suspendere, slette registreringen af eller overføre et domænenavn, der er registreret eller anvendt i strid med § 25, regler fastsat i medfør af denne lov, forretningsbetingelser eller vilkår fastsat i medfør af § 14 eller registreret eller anvendt i strid med anden lovgivning i øvrigt, og

  • 2) stadfæste, ophæve, ændre eller hjemvise administrators eller registrators beslutning.

Stk. 5 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at administrators og eventuelle registratorers beslutninger i henhold til regler fastsat i medfør af § 8 kan indbringes for klagenævnet.

§ 29

Klagenævnet fastsætter en vedtægt for sin virksomhed og sagsbehandling. Vedtægten skal indeholde regler om

  • 1) opkrævning og tilbagebetaling af gebyr for sager, der behandles af klagenævnet,

  • 2) tidsfrister for indgivelse af klager over en afgørelse truffet af administrator,

  • 3) udarbejdelse af en forretningsorden,

  • 4) klagenævnets sekretariat og

  • 5) offentliggørelse af klagenævnets afgørelser i elektronisk form.

Stk. 2 Gebyret for klagere og registranter, der anvender eller påtænker at anvende domænenavnet i ikkekommercielt øjemed, må ikke overstige gebyret for forbrugere fastsat i medfør af lov om forbrugerklager.

§ 30

Klagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Klagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene, senest 8 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3 Indbringelse af en afgørelse for domstolene efter stk. 2 har ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse tillægge indbringelsen opsættende virkning, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

§ 31

Den eller de administratorer, der er udpeget i medfør af § 7, afholder udgifterne til etablering og drift af klagenævnet, herunder finansiering af sekretariatet.