Domæneloven § 27

Denne konsoliderede version af domæneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om internetdomæner

Lov nr. 164 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 26. februar 2014

§ 27

Klagenævnet består af 1 formand og 1 næstformand, 2 medlemmer med teoretisk og praktisk juridisk sagkundskab samt 1 repræsentant for forbrugerinteresser og 1 repræsentant for erhvervsinteresser.

Stk. 2 Klagenævnets medlemmer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 3 For hvert af de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab og hver af de 2 repræsentanter for henholdsvis forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes 1 suppleant af erhvervs- og vækstministeren. Suppleanterne for repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser udnævnes efter høring af forbrugernes og erhvervslivets organisationer.

Stk. 4 Alle klagenævnets medlemmer og suppleanter udnævnes for 4 år ad gangen med mulighed for genudnævnelse.

Stk. 5 Ved klagenævnets behandling af sager deltager formanden eller næstformanden og de 2 medlemmer med juridisk sagkundskab. Ved behandling af sager, der vedrører ikkekommerciel anvendelse af domænenavne, og sager af principiel betydning deltager endvidere repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser. Formanden for klagenævnet beslutter, hvornår der er tale om en sag vedrørende ikkekommerciel anvendelse af domænenavne eller af principiel betydning.