Domæneloven § 32

Denne konsoliderede version af domæneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om internetdomæner

Lov nr. 164 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 26. februar 2014

§ 32

Administrator skal sikre, at administrationen i videst muligt omfang kan fortsætte som hidtil i forbindelse med overdragelsen af administrationen af et internetdomæne til en ny administrator.

Stk. 2 Administrator og eventuelle registratorer skal vederlagsfrit overføre alle oplysninger om eksisterende aftaler med registranter, herunder oplysningerne i de i medfør af § 22 deponerede databaser, til den nye administrator.

Stk. 3 Hvis administrator tages under konkursbehandling, overgår de eksisterende aftaler med registranter af domænenavne til den nye administrator.

Stk. 4 Den nye administrator indtræder i de aftaler med registranter om registrering af domænenavne under de internetdomæner, der er omfattet af den nye administrators administration.

Stk. 5 Indtræden efter stk. 4 sker med virkning fra det overtagelsestidspunkt, der er angivet i den tilladelse, der udstedes i medfør af § 7, i ministerens beslutning i medfør af § 46, stk. 2, eller i regler fastsat i medfør af § 4, stk. 2, nr. 4. Den tidligere administrator og eventuelle registratorer frigøres fra overtagelsestidspunktet fra aftaler omfattet af stk. 4.