Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Afsnit IV

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Kapitel 5 1 Generelle bestemmelser
§ 27

En forvalter af alternative investeringsfonde skal til enhver tid have tilstrækkelige ressourcer og kvalificerede medarbejdere med henblik på at sikre korrekt forvaltning af de forvaltede alternative investeringsfonde.

Stk. 2 Under hensynstagen til karakteren af de forvaltede alternative investeringsfonde skal forvalteren have effektive former for virksomhedsstyring, herunder

  • 1) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,

  • 2) en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,

  • 3) skriftlige forretningsgange for alle væsentlige aktivitetsområder,

  • 4) regler for medarbejderes personlige transaktioner, besiddelser og forvaltning af egne midler, der som minimum sikrer, at enhver transaktion, der involverer en af de forvaltede alternative investeringsfonde, kan rekonstrueres med hensyn til oprindelse, involverede parter og art samt tid og sted for gennemførelsen,

  • 5) fyldestgørende interne kontrolprocedurer, herunder kontrolprocedurer for medarbejderes personlige transaktioner, besiddelser og forvaltning af egne midler,

  • 6) betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området og

  • 7) kontrolprocedurer, der sikrer, at aktiver investeres i overensstemmelse med den forvaltede fonds vedtægter eller fondsbestemmelser og gældende lovgivning.

Stk. 3 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en forvalter skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring i henhold til stk. 1 og 2.

Indberetningsordning
I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er den gamle titel til § 28 ”Kønsmæssig sammensætning i det øverste ledelsesorgan m.v.” ved en fejl blevet indsat før titlen til § 27 a, jf. lov nr. 598 af 12. juni 2013, § 5, nr. 15, i ændringslov nr. 1490 af 23. december 2014 og § 4, nr. 22, i ændringslov nr. 268 af 25. marts 2014.
§ 27a

En forvalter af alternative investeringsfonde skal have en ordning, hvor forvalterens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov, regler udstedt i medfør heraf og bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet fører tilsyn med, begået af forvalteren af alternative investeringsfonde, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i forvalteren. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Forvalteren skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan forvalteren har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.

Stk. 2 Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

Stk. 3 Stk. 1 finder alene anvendelse for forvaltere af alternative investeringsfonde, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 måneder efter virksomheden har ansat den sjette ansatte.

Stk. 4 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1.

§ 27b

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er teksten i stk. 1 anderledes. Det er uklart hvorfor. Vi viser teksten, som den er blevet vedtaget, jf. § 4, nr. 2, og § 22 i lov nr. 268 af 25. marts 2014, og bekendtgørelse nr. 314 af 28. marts 2014, og senere ændret, jf. § 8, nr. 2, og § 18, stk. 1, i lov nr. 552 af 7. maj 2019. Der ser ikke ud til, at være nogen senere ændringer til teksten. En forvalter af alternative investeringsfonde må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet forvalterens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af denne lov, regler udstedt i medfør heraf og bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller til en ordning i forvalteren af alternative investeringsfonde. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 2 Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller tidligere ansatte.

§ 27c

Indgår en ansat eller en tidligere ansat og en forvalter af alternative investeringsfonde en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder.

Stk. 2 Uanset stk. 1 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og forvalteren af alternative investeringsfonde. Det samme gælder indberetninger til ordninger efter § 27 a.

Sammensætning af det øverste ledelsesorgan m.v.
§ 28

I forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, som har finansielle instrumenter optaget til handel på et reguleret marked i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller som har en balancesum på 500 mio. kr. eller derover i 2 på hinanden følgende regnskabsår, skal

  • 1) det øverste ledelsesorgan opstille måltal for andelen af generalforsamlingsvalgte medlemmer af det underrepræsenterede køn i forvalterens øverste ledelsesorgan, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan,

  • 2) det centrale ledelsesorgan opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på forvalterens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på de øvrige ledelsesniveauer, og

  • 3) det centrale ledelsesorgan udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på forvalterens øvrige ledelsesniveauer, medmindre der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd på forvalterens øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 9.

Stk. 2 En forvalter af alternative investeringsfonde skal for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren er ansvarlig for, påse, at

  • 1) fondens øverste ledelsesorgan har opstillet måltal for andelen af generalforsamlingsvalgte medlemmer af det underrepræsenterede køn i fondens øverste ledelsesorgan,

  • 2) fondens centrale ledelsesorgan har opstillet måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på fondens øvrige ledelsesniveauer og

  • 3) fondens centrale ledelsesorgan har udarbejdet en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på fondens øvrige ledelsesniveauer, jf. dog stk. 9.

Stk. 3 Stk. 2 finder kun anvendelse for alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, som har aktiver med en samlet værdi på 500 mio. kr. eller derover i 2 på hinanden følgende regnskabsår.

Stk. 4 Aktiver, som den alternative investeringsfond har erhvervet via gearing, jf. § 3, stk. 1, nr. 29, skal medregnes i opgørelsen over fondens aktiver i henhold til stk. 3.

Stk. 5 Såfremt en alternativ investeringsfond forvaltes af en forvalter, der har udarbejdet en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på forvalterens øvrige ledelsesniveauer, finder stk. 2, nr. 3, ikke anvendelse, hvis fondens drift udøves af forvalteren.

Stk. 6 For moderselskaber, der udarbejder koncernregnskab, skal beregningen i stk. 1 foretages på baggrund af koncernregnskabet.

Stk. 7 Ved øvrige ledelsesniveauer forstås to ledelsesniveauer under det øverste ledelsesorgan, jf. § 3, stk. 2, nr. 1, og stk. 3. I forvaltere eller fonde, der har en direktion og en bestyrelse, og i forvaltere eller fonde, der har en direktion og et tilsynsråd, omfatter det første ledelsesniveau under det øverste ledelsesorgan direktionen og de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen. Det andet ledelsesniveau omfatter personer med personaleansvar, som refererer direkte til det første ledelsesniveau under det øverste ledelsesorgan. I forvaltere eller fonde, der alene har en direktion, omfattes de personer, der organisatorisk er på samme ledelsesniveau som direktionen, ikke af de øvrige ledelsesniveauer.

Stk. 8 Henholdsvis det øverste og det centrale ledelsesorgan skal opstille et nyt og højere måltal for andelen af det underrepræsenterede køn efter stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, nr. 1 og 2, når forvalteren eller den alternative investeringsfond har nået sit tidligere opstillede måltal, eller et nyt måltal, når tidshorisonten for den forventede opfyldelse er udløbet.

Stk. 9 Forvaltere af alternative investeringsfonde eller de fonde, som forvalteren forvalter, der i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, kan undlade at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på deres øvrige ledelsesniveauer.

Stk. 10 Er en forvalter eller alternativ investeringsfond omfattet både af denne bestemmelse og bestemmelser om kønsmæssig sammensætning i det øverste ledelsesorgan m.v. i selskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om erhvervsdrivende fonde eller lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, har stk. 1-9 forrang.

§ 28a

Det øverste ledelsesorgan i en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde skal fastlægge en politik for mangfoldighed i ledelsesorganet, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt ledelsesorganets medlemmer.

Kapitel 6 1 Værdiansættelse
§ 29

En forvalter af alternative investeringsfonde skal for hver alternativ investeringsfond, den forvalter, have procedurer for værdiansættelse af fondens aktiver og forpligtelser, der sikrer, at værdiansættelsen af aktiverne og beregningen af fondens indre værdi pr. andel sker korrekt, uafhængigt og konsekvent og i overensstemmelse med denne lov og gældende national ret. Reglerne for værdiansættelse af aktiverne og beregning af indre værdi pr. andel skal fremgå af den enkelte fonds vedtægter eller fondsbestemmelser.

Stk. 2 Såfremt en alternativ investeringsfond har løbende emission og indløsning af andele, skal forvalteren sikre, at værdiansættelse af fondens aktiver og beregningen af den indre værdi pr. andel sker med en hyppighed, der er hensigtsmæssig i forhold til fondens aktiver og hyppigheden af emissioner og indløsninger.

Stk. 3 Såfremt en alternativ investeringsfond ikke har løbende emission og indløsning af andele, skal forvalteren sikre, at værdiansættelse og beregning af den indre værdi pr. andel sker i forbindelse med kapitalforhøjelser eller -nedsættelser.

Stk. 4 Forvalteren skal sikre, at værdiansættelsen af hver forvaltet alternativ investeringsfonds aktiver samt beregningen af den indre værdi pr. andel i fonden sker mindst én gang årligt.

Stk. 5 Forvalteren skal sikre, at værdiansættelsen udføres på upartisk vis og med fornøden kompetence og omhu.

§ 30

En forvalter af alternative investeringsfonde skal sikre, at de forvaltede alternative investeringsfonde regelmæssigt og mindst én gang årligt oplyser fondens investorer om den beregnede indre værdi pr. andel , jf. § 29, i overensstemmelse med denne lov, gældende national ret og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Stk. 2 Forvalteren skal sikre, at fondens vedtægter eller fondsbestemmelser indeholder bestemmelser om, hvordan investorerne får oplysninger om værdiansættelse og den indre værdi pr. andel.

§ 31

Værdiansættelsen af en alternativ investeringsfond kan varetages af forvalteren af den alternative investeringsfond eller en ekstern vurderingsekspert.

Stk. 2 En ekstern vurderingsekspert kan være en fysisk eller en juridisk person. Den eksterne vurderingsekspert skal være uafhængig af forvalteren, den alternative investeringsfond og personer, der har snævre forbindelser til fonden eller forvalteren.

Stk. 3 Hvis en forvalter selv forestår værdiansættelsen af en eller flere alternative investeringsfonde, skal opgaven varetages af en funktion, der er adskilt fra porteføljeplejefunktionen hos forvalteren. Forvalteren skal endvidere indrette sin virksomhed, herunder aflønningspolitikken, således, at interessekonflikter og utilbørlig påvirkning mindskes mest muligt.

Stk. 4 Hvis en alternativ investeringsfonds depositar forestår værdiansættelsen af fondens aktiver som ekstern vurderingsekspert, skal opgaven varetages af en særskilt funktion, der er adskilt både funktionelt og hierarkisk fra depositarfunktionen. Depositaren skal sikre, at potentielle interessekonflikter er korrekt identificeret, styret, overvåget og oplyst over for fondens investorer.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 34, stk. 2, ved en fejl blevet indsat som § 32, stk. 4, jf. lov nr. 598 af 12. juni 2013, som er den oprindelige lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.
§ 32

Når en ekstern vurderingsekspert forestår værdiansættelsen, skal forvalteren af en alternativ investeringsfond kunne godtgøre, at

  • 1) den eksterne vurderingsekspert er registreringspligtig i overensstemmelse med lovgivning, herunder administrative bestemmelser, eller fagetiske regler eller er optaget i Finanstilsynets register over vurderingseksperter, jf. stk. 2,

  • 2) den eksterne vurderingsekspert kan levere tilstrækkelige faglige garantier for at kunne udføre værdiansættelsen i overensstemmelse med kravene i §§ 29 og 30 og

  • 3) udpegelsen af vurderingseksperten opfylder kravene til delegation i §§ 38-41 og i bestemmelser fastsat i medfør af § 44.

Stk. 2 Finanstilsynet kan oprette et register over eksterne vurderingseksperter, som disse kan søge optagelse i.

Stk. 3 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om kravene i stk. 1, nr. 1. Endvidere kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om optagelse i registeret, jf. stk. 2, og om registerets indretning og førelse.

§ 33

En udpeget ekstern vurderingsekspert må ikke videredelegere værdiansættelsesopgaven til tredjemand.

§ 34

En forvalter af en alternativ investeringsfond skal underrette Finanstilsynet om, at forvalteren vil bruge en ekstern vurderingsekspert, inden aftalen med den eksterne vurderingsekspert træder i kraft.

Stk. 2 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 34, stk. 2, ved en fejl blevet indsat som § 32, stk. 4, jf. lov nr. 598 af 12. juni 2013, som er den oprindelige lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Såfremt Finanstilsynet vurderer, at kravene i § 32 ikke er opfyldt, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren at udpege en anden vurderingsekspert.

§ 35

Hvis værdiansættelsen af en alternativ investeringsfond ikke er foretaget af en uafhængig ekstern vurderingsekspert, kan Finanstilsynet kræve, at forvalterens værdiansættelsesproces eller værdiansættelsen eller begge verificeres af en uafhængig ekstern vurderingsekspert eller, hvis det er relevant, af en revisor.

§ 36

Forvalteren af en alternativ investeringsfond er ansvarlig for, at værdiansættelsen af alternative investeringsfondes aktiver og forpligtelser samt beregningen af den indre værdi pr. andel er korrekte, uanset om forvalteren selv forestår værdiansættelsen og beregningerne eller disse opgaver er delegeret til en ekstern vurderingsekspert.

Stk. 2 Forvalteren er ansvarlig for offentliggørelsen af den indre værdi pr. andel, uanset om forvalteren selv forestår beregningerne eller opgaven er delegeret til en ekstern vurderingsekspert.

Stk. 3 Hvis værdiansættelsen af en alternativ investeringsfonds aktiver og forpligtelser, beregningen af den indre værdi pr. andel eller begge opgaver er delegeret til en ekstern vurderingsekspert, er den eksterne vurderingsekspert ansvarlig over for forvalteren for ethvert tab, som forvalteren har lidt, som følge af at den eksterne vurderingsekspert har udvist uagtsomhed eller forsætligt ikke har udført sine opgaver.

§ 37

Finanstilsynet kan fastsætte regler om følgende:

  • 1) Procedurer for værdiansættelse af aktiver og beregning af den indre værdi pr. andel.

  • 2) De faglige garantier, som en ekstern vurderingsekspert skal kunne levere, for at vurderingseksperten kan udføre den relevante værdiansættelse på en effektiv måde.

  • 3) Hyppigheden af den værdiansættelse, der skal foretages af alternative investeringsfonde med løbende emission og indløsning, som er passende i forhold til både fondens aktiver og dens emissioner og indløsninger.

Kapitel 7 1 Delegation
§ 38

En forvalter af alternative investeringsfonde skal underrette Finanstilsynet, når forvalteren har til hensigt at delegere udførelsen af væsentlige opgaver til tredjemand. Underretningen skal ske, inden delegationsaftalen træder i kraft.

§ 39

En forvalter af alternative investeringsfonde eller den, der i henhold til reglerne i denne lov delegerer eller videredelegerer opgaver, skal løbende kontrollere de ydelser, der leveres af den virksomhed, der er delegeret til.

§ 40

Delegation kan kun ske, hvis følgende er opfyldt:

  • 1) Forvalteren skal objektivt kunne begrunde hele sin delegationsstruktur.

  • 2) Forvalteren skal have sikret sig og skal være i stand til at godtgøre, at den, der delegeres til, råder over tilstrækkelige ressourcer til at udføre de respektive opgaver, og at de personer, der rent faktisk udfører dennes opgaver, har et tilstrækkelig godt omdømme og fyldestgørende erfaring.

  • 3) Ved delegation af porteføljepleje eller risikostyring må delegationen kun ske til virksomheder, der har tilladelse til eller er registreret med henblik på forvaltning af aktiver, og som er underlagt tilsyn. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan delegation alene ske efter forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

  • 4) Ved delegation af porteføljepleje eller risikostyring til en virksomhed i et tredjeland må delegationen kun ske, når kravene i nr. 3 er opfyldt og der er etableret et samarbejde imellem Finanstilsynet og virksomhedens tilsynsmyndighed.

  • 5) Delegation må ikke forhindre et effektivt tilsyn med forvalteren og må ikke forhindre forvalteren i at handle eller den alternative investeringsfond i at blive forvaltet i investorernes interesse.

  • 6) Forvalteren skal kunne godtgøre, at den, der delegeres til, har kompetencerne, er i stand til at udføre de pågældende funktioner og er blevet udvalgt med passende omhu.

  • 7) Forvalteren skal kunne godtgøre, at forvalteren er i stand til effektivt at overvåge udførelsen af de delegerede opgaver.

  • 8) Forvalteren skal kunne godtgøre, at forvalteren til enhver tid vil kunne give yderligere instruktioner til den, der udfører de delegerede opgaver, og at forvalteren til enhver tid har mulighed for med øjeblikkelig virkning at inddrage delegationen, hvis det er i investorernes interesse.

§ 41

Delegation eller videredelegation af porteføljepleje eller risikostyring må ikke ske til

  • 1) alternative investeringsfondes depositar eller en, der har fået overdraget opgaver fra depositaren, eller

  • 2) andre, som kan have interesser, der strider imod forvalteren af alternative investeringsfondes eller den alternative investeringsfonds investorers interesser, medmindre den pågældende foretager porteføljeplejen eller risikostyringen i en særskilt funktion, der er adskilt både funktionelt og hierarkisk fra de funktioner, der varetager andre opgaver, der kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst over for fondens investorer.

§ 42

Forvalteren af alternative investeringsfondes pligter og ansvar over for de alternative investeringsfonde og disses investorer påvirkes ikke af, at forvalteren videredelegerer opgaver til tredjemand.

Stk. 2 En forvalter må ikke delegere opgaver i et sådant omfang, at denne ikke reelt kan anses for at være forvalter, eller at forvalteren får karakter af at være et tomt selskab.

§ 43

Tredjemand må ikke videredelegere væsentlige opgaver, denne har fået ved delegation fra forvalteren, medmindre følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Forvalteren af alternative investeringsfonde har forud for videredelegationen godkendt videredelegationen.

  • 2) Forvalteren har givet Finanstilsynet meddelelse om videredelegationen inden videredelegationsaftalens ikrafttræden.

  • 3) Videredelegationen skal overholde de krav, der i §§ 38-40 er opstillet for forvalterens delegation.

Stk. 2 Hvis den, der har fået delegeret væsentlige opgaver fra tredjemand, videredelegerer opgaverne, skal en sådan delegation opfylde samme krav som dem, der gælder for tredjemands videredelegation.

§ 44

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om,

  • 1) hvornår betingelserne i §§ 38-41 og 43 er opfyldt,

  • 2) hvornår en forvalter af alternative investeringsfonde anses for at have delegeret opgaver i et sådant omfang, at forvalteren anses for et tomt selskab efter § 42, stk. 2, og ikke længere kan anses for at være forvalter af den alternative investeringsfond, og

  • 3) hvilke opgaver der i relation til delegation anses som væsentlige.

Kapitel 8 1 Depositar
§ 45

En forvalter af alternative investeringsfonde skal sikre, at der udpeges en depositar for hver enkelt alternativ investeringsfond, som den forvalter, i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

Stk. 2 Der skal foreligge en skriftlig aftale imellem den alternative investeringsfond og dens udpegede depositar.

Stk. 3 Depositaraftalen skal indeholde en regulering af den udveksling af information, som er nødvendig, for at depositaren kan udføre sine opgaver i henhold til gældende regler.

§ 46

En depositar skal være en af følgende, jf. dog også stk. 2 og 3:

  • 1) Et kreditinstitut, som har registreret hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som har tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber.

  • 2) Et fondsmæglerselskab, som har registreret hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er undergivet krav til tilstrækkeligt kapitalgrundlag i overensstemmelse med kapitalkravene i artikel 92, 95, 96 og 98 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, herunder kapitalkrav til operationelle risici, som har opnået tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, og som leverer accessoriske tjenesteydelser i form af opbevaring og forvaltning af finansielle instrumenter for kundernes regning, jf. reglerne, der gennemfører bilag I, afsnit B, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

  • 3) Andre kategorier af foretagender, der er underlagt tilsynsmæssig regulering og løbende overvågning, og som den 21. juli 2011 tilhørte de kategorier af foretagender, som landene i Den Europæiske Union havde fastlagt kunne vælges som depositar for UCITS i henhold til reglerne, der gennemfører artikel 23, stk. 3, i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Stk. 2 For alternative investeringsfonde fra et tredjeland og med forbehold for kravene i § 48, stk. 2, og § 49, nr. 3, kan depositaren også være et kreditinstitut eller en anden enhed af samme type som de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte enheder.

Stk. 3 For alternative investeringsfonde, der opfylder betingelserne i 2. pkt., kan Finanstilsynet tillade, at depositaren er en enhed, som udfører depositarfunktionerne som en del af dennes professionelle eller erhvervsmæssige aktiviteter, med hensyn til hvilke den pågældende enhed er registreringspligtig i medfør af lovgivning, herunder administrative bestemmelser, eller fagetiske regler, og som kan stille tilstrækkelige finansielle og professionelle garantier med henblik på at gøre den i stand til effektivt at udføre de relevante depositarfunktioner og opfylde de krav, der er forbundet med disse funktioner. Finanstilsynet kan meddele tilladelse efter 1. pkt., hvis der er tale om en alternativ investeringsfond, der

  • 1) har en grundlæggende investeringspolitik, som ikke hovedsagelig er at investere i aktiver, der skal opbevares i depot efter reglerne i § 51, stk. 1, nr. 1, og hvor ingen investorer i fonden har ret til at blive indløst i en periode på 5 år efter datoen for første investering, eller

  • 2) hovedsagelig investerer i udstedere eller unoterede selskaber med henblik på potentielt at opnå bestemmende indflydelse over sådanne selskaber i overensstemmelse med § 71.

Stk. 4 Finanstilsynet kan oprette et register over depositarer, som depositarer omfattet af stk. 3 kan optages i.

Stk. 5 Enheder, der ønsker at fungere som depositar efter stk. 3, skal have en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække depositarens ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med funktionen som depositar for den alternative investeringsfond. Forsikringssummens størrelse skal mindst dække et beløb svarende til 730.000 euro. Har enheden ikke en sådan ansvarsforsikring ved ansøgning om tilladelse til at fungere som depositar, skal enheden tegne en sådan forud for godkendelsen som depositar. I forbindelse med ansøgningen skal enheden dokumentere, at der er givet tilsagn fra et forsikringsselskab om, at det er muligt at tegne en ansvarsforsikring med en passende forsikringssum.

Stk. 6 Medlemmer af ledelsen i enheder, der ønsker at fungere som depositar, skal opfylde kravene i § 13.

Stk. 7 Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt i medfør af stk. 3, hvis depositaren

  • 1) anmoder om dette,

  • 2) har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis,

  • 3) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelsen,

  • 4) gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven,

  • 5) ikke gør brug af tilladelsen inden for 12 måneder efter tilladelsens meddelelse eller

  • 6) ikke længere kan opretholde tilladelsen som følge af anden lovgivning.

Stk. 8 Et fondsmæglerselskab, der udpeges som depositar, skal have et kapitalgrundlag, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 730.000 euro.

§ 47

En forvalter af alternative investeringsfonde kan ikke udpeges som depositar.

Stk. 2 En prime broker, der optræder som modpart til en alternativ investeringsfond, kan ikke udpeges som depositar for samme alternative investeringsfond, medmindre prime brokeren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra sine opgaver som prime broker og de eventuelle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst over for fondens investorer. En depositar kan dog delegere sine opbevaringsopgaver til en prime broker i overensstemmelse med § 54, forudsat at betingelserne i § 54, stk. 2-4, er opfyldt.

§ 48

Depositaren skal være etableret i det land, hvor den alternative investeringsfond har hjemland, hvis depositaren er udpeget af en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 For så vidt angår alternative investeringsfonde fra et tredjeland, skal depositaren være etableret i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, i hjemlandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond, eller i referencelandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond.

§ 49

Udpegelsen af en depositar, der er etableret i et tredjeland, er ud over kravene i § 46 underlagt følgende betingelser:

  • 1) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Finanstilsynet have indgået en aftale om samarbejde og udveksling af oplysninger med depositarens kompetente myndigheder.

  • 2) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande om samarbejde og udveksling af oplysninger.

  • 3) Depositaren skal være underlagt effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder krav til minimumskapital, og effektiv overvågning, som svarer til reguleringen og overvågningen i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt.

  • 4) Det tredjeland, hvor depositaren er etableret, må ikke være opført på den liste over ikke samarbejdsvillige lande og territorier, som er udarbejdet af Financial Action Task Force.

  • 5) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Danmark have indgået en aftale med depositarens kompetente myndigheder, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler.

  • 6) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre lande inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler.

  • 7) Depositaren skal være kontraktligt ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller over for fondens investorer i overensstemmelse med §§ 55 og 56 og skal udtrykkeligt have erklæret sig indforstået med at overholde § 54.

§ 50

Depositaren skal kontrollere den alternative investeringsfonds betalingsstrømme.

Stk. 2 Depositaren skal føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i fonden er modtaget, og at alle kontanter i den alternative investeringsfond er bogført på kontantkonti, i fondens navn eller i forvalterens eller depositarens navn, når disse handler på vegne af fonden

  • 1) hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a, b eller c, i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv, eller

  • 2) hos enheder svarende til dem som nævnt i nr. 1 på det relevante marked, hvor kontantkonti er påkrævet, forudsat at disse er underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering og overvågning, som svarer til reguleringen i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt og i overensstemmelse med principperne i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Stk. 3 Såfremt kontantkonti oprettes i den alternative investeringsfonds depositars navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depositaren bogføres på sådanne konti.

§ 51

Den alternative investeringsfonds aktiver eller de aktiver, som forvalteren forvalter på vegne af fonden, skal overdrages til depositaren til opbevaring efter følgende regler:

  • 1) For finansielle instrumenter, som kan opbevares i depot, gælder følgende:

    • a) Depositaren skal opbevare alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto eller i et depot oprettet hos depositaren.

    • b) Depositaren skal opbevare alle fysiske finansielle instrumenter, der kan udleveres til depositaren.

    • c) Depositaren sikrer, at de opbevarede finansielle instrumenter registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depositarens egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den alternative investeringsfonds eller dennes forvalters navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den alternative investeringsfond.

    • d) Registreringerne skal overholde reglerne i § 95 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  • 2) For andre aktiver gælder følgende:

    • a) Depositaren skal verificere, at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af aktiverne.

    • b) Vurderingen af ejerskab skal baseres på dokumentation fremlagt af den alternative investeringsfond eller dennes forvalter og på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation.

    • c) Depositaren skal føre register over de aktiver, som depositaren har verificeret at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af. Depositaren skal løbende sikre, at registeret er ajourført.

Stk. 2 Depositaren må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den alternative investeringsfonds aktiver eller de aktiver, som forvalteren forvalter på vegne af fonden, uden forudgående samtykke fra fonden eller dennes forvalter.

§ 52

Depositaren skal sikre, at

  • 1) salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og annullering af andele i den alternative investeringsfond sker i overensstemmelse med gældende national ret og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser,

  • 2) beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, fondens vedtægter eller fondsbestemmelser og procedurerne i kapitel 6,

  • 3) modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den alternative investeringsfond indgår i, leveres til fonden inden for sædvanlige frister og

  • 4) den alternative investeringsfonds indtægter anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Stk. 2 Depositaren skal udføre forvalterens instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

§ 53

Depositaren skal under udførelsen af sine opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den alternative investeringsfonds og dennes investorers interesse.

Stk. 2 Depositaren må ikke udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem den alternative investeringsfond, fondens investorer, forvalteren og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra udførelsen af de andre opgaver, der potentielt kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til den alternative investeringsfonds investorer.

§ 54

Depositaren må ikke delegere opgaver omfattet af §§ 50-53 til tredjemand, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan opgaver omfattet af § 51, stk. 1, delegeres, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Opgaverne delegeres ikke i den hensigt at unddrage sig kravene i denne lov.

  • 2) Depositaren skal objektivt kunne begrunde delegationen.

  • 3) Depositaren har udvist tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand, som opgaverne er delegeret til.

  • 4) Depositaren skal udvise dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer.

  • 5) Depositaren skal sikre, at den tredjemand, til hvem opgaver er delegeret, i forbindelse med udførelsen af disse opgaver til enhver tid opfylder følgende betingelser:

    • a) Tredjemandens organisation og kompetencer skal være tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, der tilhører den alternative investeringsfond eller forvalteren på vegne af fonden, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden.

    • b) For så vidt angår delegation af de opbevaringsopgaver, som er omfattet af § 51, stk. 1, nr. 1, skal tredjemanden være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav, og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. dog stk. 3.

    • c) Tredjemanden skal holde depositarens kunders aktiver adskilt fra depositarens og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depositaren.

    • d) Tredjemanden må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over aktiverne uden forudgående at have fået samtykke til dette fra den alternative investeringsfond eller dennes forvalter og at have underrettet depositaren herom.

    • e) Tredjemanden skal overholde pligterne og forbuddene i §§ 51 og 53.

Stk. 3 Depositaren kan delegere til tredjemand, uanset at kravene i stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Delegationen skal gælde finansielle instrumenter, for hvilke der gælder, at et tredjelands lovgivning kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed.

  • 2) Der delegeres ikke funktioner i videre omfang end krævet som følge af tredjelands lovgivning.

  • 3) Ingen lokal enhed opfylder kravene i stk. 2, nr. 5, litra b, for delegation.

  • 4) Investorerne i den alternative investeringsfond skal forud for deres investering i fonden behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af regler i tredjelandet, og om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen.

  • 5) Den alternative investeringsfond eller dens forvalter skal have pålagt depositaren at delegere opbevaring af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed.

Stk. 4 Delegation efter undtagelsen i stk. 3 kan kun opretholdes, så længe alle betingelserne i stk. 3, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 5 Tredjemand kan videredelegere de opgaver, som tredjemand har fået delegeret af depositaren, under forudsætning af at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depositarens delegation. § 56 finder anvendelse på de relevante parter i tilfælde af videredelegation.

Stk. 6 Levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne, som gennemfører direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, og levering af ydelser via tredjelandes værdipapirafviklingssystemer, anses ikke som delegation af depositarfunktioner.

§ 55

Depositaren er ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller fondens investorer for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot efter reglerne i § 51, stk. 1, nr. 1, som er forårsaget af depositaren eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret.

Stk. 2 I tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot skal depositaren uden unødigt ophold yde en erstatning til den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden i form af finansielle instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse.

Stk. 3 Depositaren er dog ikke ansvarlig for tab efter stk. 1 og 2, såfremt denne kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler.

Stk. 4 Depositaren er endvidere ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depositarens uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter denne lov.

§ 56

Depositarens ansvar påvirkes ikke af en eventuel delegation efter § 54, jf. dog stk. 2 og § 57.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan depositaren frigøre sig fra sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot hos tredjemand efter reglerne om delegation i § 54, hvis depositaren kan bevise, at

  • 1) alle krav til delegation af opbevaringen af finansielle instrumenter efter § 54 er opfyldt,

  • 2) der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden at gøre et krav gældende over for tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond, og

  • 3) der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret, og som giver den objektive begrundelse for at indgå en sådan aftale om depositarens frigørelse fra erstatningsansvar.

§ 57

Når lovgivningen i et tredjeland kræver, at visse finansielle instrumenter skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegationskravene i § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, kan en depositar endvidere frigøre sig fra sit erstatningsansvar, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser skal udtrykkeligt give mulighed for en sådan frigørelse fra erstatningsansvar.

  • 2) Investorerne i den alternative investeringsfond skal forud for deres investering i fonden være behørigt informeret om frigørelsen fra erstatningsansvar og de omstændigheder, der berettiger den.

  • 3) Den alternative investeringsfond eller dens forvalter skal have pålagt depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed.

  • 4) Der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden at gøre et krav gældende over for tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond.

  • 5) Der skal være indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond eller dens forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret.

§ 58

Hvis en depositar eller tredjemand er ifaldet ansvar over for den alternative investeringsfonds investorer, kan fondens investorer gøre dette ansvar gældende enten direkte eller indirekte igennem fondens forvalter afhængigt af den juridiske karakter af forholdet imellem depositaren, fondens forvalter og fondens investorer.

§ 59

En depositar skal efter anmodning stille alle de oplysninger til rådighed for depositarens kompetente myndigheder, som depositaren har indhentet under udførelsen af sine opgaver, og som kan være nødvendige for den alternative investeringsfonds og dennes forvalters kompetente myndigheder. Såfremt den alternative investeringsfond eller dennes forvalters kompetente myndigheder er forskellige fra depositarens, skal depositarens kompetente myndigheder straks videregive de modtagne oplysninger til den alternative investeringsfond og dennes forvalters kompetente myndigheder.

§ 60

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for følgende:

  • 1) Depositaraftalens indhold, jf. § 45, stk. 2 og 3.

  • 2) Vurdering af, om tredjelandes tilsynsmæssige regulering og overvågning svarer til reguleringen i Den Europæiske Union og håndhæves effektivt, jf. § 49, nr. 3.

  • 3) Betingelserne for udførelsen af depositarfunktionerne i § 50, stk. 1, og §§ 51 og 52, herunder

    • a) hvilke typer af finansielle instrumenter der er omfattet af depositarens opbevaringspligt, jf. § 51, stk. 1, nr. 1,

    • b) betingelserne for, hvordan depositaren skal udøve sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, der er registreret hos en central depositar, og

    • c) betingelserne for, hvordan depositaren efter § 51, stk. 1, nr. 2, skal udøve sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller en registrator.

  • 4) Depositarens forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depositaropgaver, jf. § 54, stk. 2, nr. 3 og 4.

  • 5) De krav, der stilles til tredjemands adskillelse af depositarens egne aktiver fra sine kunders aktiver, jf. § 54, stk. 2, nr. 5, litra c.

  • 6) De nærmere betingelser og omstændigheder, hvorunder finansielle aktiver, som depositaren er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, jf. § 55, stk. 1.

  • 7) Hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. § 55, stk. 3.

  • 8) Hvilke betingelser og omstændigheder der skal foreligge, for at der er objektive grunde til at indgå en aftale, der frigør depositaren for dennes erstatningsansvar, jf. § 56, stk. 2, nr. 3.