Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 111

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Krav om tilladelse i referenceland forud for forvaltning eller markedsføring
§ 111

En forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland skal have et referenceland i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, inden forvalteren

  • 1) påbegynder forvaltningen af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller

  • 2) påbegynder markedsføring i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter.

Stk. 2 Hvis Danmark er referenceland for forvalteren, jf. §§ 112-115, skal forvalteren overholde denne lov og regler udstedt i medfør heraf, herunder have tilladelse efter § 11, jf. § 116, inden forvaltning eller markedsføring af alternative investeringsfonde påbegyndes.