Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 146

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Fusion
§ 146

En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond. En afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan.

Stk. 2 En fusion af kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er eller AIF-værdipapirfonde gennemføres, ved at den ophørende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond overdrager sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Stk. 3 En fusion af afdelinger gennemføres, ved at den ophørende afdeling overdrager aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling.

Stk. 4 Ved fusion skal investorerne i den ophørende enhed have ombyttet deres andele med andele i den fortsættende enhed. Ved ombytning af andele bliver investorerne i den ophørende enhed investorer i den fortsættende enhed.

Stk. 5 Overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele ved en fusion mellem afdelinger, skal udbetales til investorerne i den ophørende afdeling.

Stk. 6 En kapitalforening kan fusionere med en dansk UCITS, og en afdeling i en kapitalforening kan fusionere med en afdeling i en dansk UCITS efter reglerne i § 119 i lov om investeringsforeninger m.v., således at kapitalforeningen eller afdelingen heraf er den ophørende enhed.