En forvalter af alternative investeringsfonde skal underrette Finanstilsynet om planlagte, væsentlige ændringer af forhold, der er lagt til grund for meddelelsen af tilladelsen til at forvalte alternative investeringsfonde, herunder særlig ændringer i oplysningerne indsendt til Finanstilsynet i medfør af § 11. Underretningen skal ske, før ændringerne gennemføres. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen er sket.
Stk. 2 Hvis Finanstilsynet ikke kan godkende de ændringer, som underretningen i stk. 1 vedrører, skal Finanstilsynet give meddelelse til forvalteren herom inden for 1 måned efter modtagelsen af underretningen. Finanstilsynet kan forlænge denne frist med op til 1 måned, hvis det er nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder. Finanstilsynet skal i så fald give forvalteren meddelelse om eventuel udskydelse af fristen, inden for 1 måned efter at Finanstilsynet har modtaget underretningen efter stk. 1.
Stk. 3 I forlængelse af underretning til forvalteren efter stk. 2 kan Finanstilsynet indføre restriktioner eller afvise de ændringer, som forvalteren har planlagt. Endvidere kan Finanstilsynet pålægge forvalteren at rette op på ændringerne, hvis disse allerede er sket. Forvalteren kan henholdsvis iværksætte og opretholde ændringerne, hvis Finanstilsynet ikke modsætter sig ændringerne inden fristens udløb.
Stk. 4 Ved afvikling eller oprettelse af alternative investeringsfonde eller afdelinger heraf, som har investeringsstrategier, der er omfattet af den tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, som forvalteren er meddelt efter § 11, skal forvalteren orientere Finanstilsynet inden for 5 arbejdsdage. Oprettelse af alternative investeringsfonde eller afdelinger heraf, der har investeringsstrategier, som ikke er omfattet af forvalterens tilladelse, vil anses for en væsentlig ændring, jf. stk. 1.