Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 191

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 191

Undlader en forvalter af en alternativ investeringsfond i rette tid at efterkomme de pligter over for Finanstilsynet, der efter § 5, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, § 61, stk. 2, nr. 2, § 67, stk. 1-5, § 68, stk. 1-3, og § 73, stk. 1, nr. 3, og stk. 6, påhviler forvalteren, eller undlader en depositar i rette tid at efterkomme de pligter over for Finanstilsynet, der påhviler depositaren efter § 59, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 2 Undlader en fysisk eller juridisk person at opfylde de pligter, som følger af § 161, stk. 4 og 5, kan Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge den fysiske eller juridiske person eller de for den juridiske person ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.

Stk. 3 Undlader en forvalter af alternative investeringsfonde at efterkomme et påbud meddelt i medfør af § 168, stk. 1, og stk. 3, 1. pkt., kan Finanstilsynet pålægge medlemmerne af forvalterens øverste ledelsesorgan daglige eller ugentlige tvangsbøder. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis en depositar, der er meddelt tilladelse efter § 46, stk. 3, undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 168 a, stk. 1 og stk. 3, 1. pkt.

Stk. 4 Såfremt en forvalter af alternative investeringsfonde, der har udstedt værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, ikke opfylder sine forpligtelser efter bestemmelser, som er fastsat i medfør af § 131, kan Finanstilsynet give den pågældende forvalter påbud om ændring af forholdet, herunder påbud om offentliggørelse af ændrede eller supplerende oplysninger. Skønnes det hensigtsmæssigt, kan Finanstilsynet selv offentliggøre de pågældende oplysninger, offentliggøre påbuddet eller suspendere eller slette de berørte værdipapirer fra handel på et reguleret marked.

Stk. 5 En forvalter af en alternativ investeringsfond, der ikke efterlever et påbud fra Finanstilsynet eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Finanstilsynet i forhold til tilsynets opgaver efter stk. 4, straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 6 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på Finanstilsynet ved tilsynets kontrol efter § 155, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 7 I forskrifter udstedt i medfør af loven, der fastsætter pligter for forvaltere af alternative investeringsfonde eller andre fysiske eller juridiske personer omfattet af loven, kan der fastsættes bestemmelser om, at Finanstilsynet som tvangsmiddel kan pålægge daglige eller ugentlige bøder.