Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 4

Hvis en alternativ investeringsfond ikke er omfattet af en aftale om at blive forvaltet af en forvalter af alternative investeringsfonde, der er meddelt tilladelse eller er registreret som forvalter, er fonden selvforvaltende. Bestemmelserne i denne lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. gælder tilsvarende for selvforvaltende alternative investeringsfonde med de fornødne tilpasninger.

Stk. 2 Kan en forvalter ikke sikre overholdelsen af kravene i denne lov, for hvilke en alternativ investeringsfond eller anden enhed på fondens vegne er ansvarlig, skal forvalteren omgående meddele dette til Finanstilsynet og de kompetente myndigheder i det land inden for Den Europæiske Union eller det land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som fonden er fra, hvis dette ikke er Danmark. Finanstilsynet påbyder herefter forvalteren at foretage de fornødne foranstaltninger til at rette op på situationen.

Stk. 3 Hvis den manglende overholdelse fortsætter på trods af foranstaltningerne påbudt af Finanstilsynet i henhold til stk. 2, og i den udstrækning der er tale om en forvalter med registreret hjemsted i Danmark eller en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal Finanstilsynet inddrage forvalterens tilladelse eller afregistrere forvalteren som forvalter for den pågældende alternative investeringsfond. I så fald kan fonden ikke længere markedsføres i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. I den udstrækning der er tale om en forvalter med registreret hjemsted i et tredjeland eller en alternativ investeringsfond, der er fra et tredjeland, skal Finanstilsynet forbyde markedsføring af fonden i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Finanstilsynet skal straks underrette de kompetente myndigheder i forvalterens eventuelle værtslande.