Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 40

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 40

Delegation kan kun ske, hvis følgende er opfyldt:

  • 1) Forvalteren skal objektivt kunne begrunde hele sin delegationsstruktur.

  • 2) Forvalteren skal have sikret sig og skal være i stand til at godtgøre, at den, der delegeres til, råder over tilstrækkelige ressourcer til at udføre de respektive opgaver, og at de personer, der rent faktisk udfører dennes opgaver, har et tilstrækkelig godt omdømme og fyldestgørende erfaring.

  • 3) Ved delegation af porteføljepleje eller risikostyring må delegationen kun ske til virksomheder, der har tilladelse til eller er registreret med henblik på forvaltning af aktiver, og som er underlagt tilsyn. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan delegation alene ske efter forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

  • 4) Ved delegation af porteføljepleje eller risikostyring til en virksomhed i et tredjeland må delegationen kun ske, når kravene i nr. 3 er opfyldt og der er etableret et samarbejde imellem Finanstilsynet og virksomhedens tilsynsmyndighed.

  • 5) Delegation må ikke forhindre et effektivt tilsyn med forvalteren og må ikke forhindre forvalteren i at handle eller den alternative investeringsfond i at blive forvaltet i investorernes interesse.

  • 6) Forvalteren skal kunne godtgøre, at den, der delegeres til, har kompetencerne, er i stand til at udføre de pågældende funktioner og er blevet udvalgt med passende omhu.

  • 7) Forvalteren skal kunne godtgøre, at forvalteren er i stand til effektivt at overvåge udførelsen af de delegerede opgaver.

  • 8) Forvalteren skal kunne godtgøre, at forvalteren til enhver tid vil kunne give yderligere instruktioner til den, der udfører de delegerede opgaver, og at forvalteren til enhver tid har mulighed for med øjeblikkelig virkning at inddrage delegationen, hvis det er i investorernes interesse.