Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 67

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 67

Forvaltere af alternative investeringsfonde skal regelmæssigt afgive oplysninger til Finanstilsynet om følgende:

  • 1) De vigtigste markeder, som forvalteren handler på som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

  • 2) De vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

  • 3) De vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med.

  • 4) De markeder, som forvalteren er medlem af eller handler på.

  • 5) De væsentligste risikoeksponeringer og koncentrationer for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter.

Stk. 2 Ved udgangen af hvert kvartal skal forvalteren efter anmodning indsende en liste til Finanstilsynet over de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

Stk. 3 Forvalteren skal for hver alternativ investeringsfond fra Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som forvalteren forvalter, indsende følgende oplysninger til Finanstilsynet:

  • 1) Den procentuelle andel af den alternative investeringsfonds aktiver, som er omfattet af særlige foranstaltninger, fordi de er illikvide.

  • 2) Alle nye ordninger til styring af den alternative investeringsfonds likviditet.

  • 3) Den aktuelle risikoprofil og de risikostyringssystemer for den alternative investeringsfond, som forvalteren anvender til at styre markedsrisici, likviditetsrisici, modpartsrisici og andre risici, herunder operationelle risici.

  • 4) Oplysninger om de vigtigste kategorier af aktiver, som den alternative investeringsfond har investeret i.

  • 5) Resultaterne af de stresstest, der foretages i henhold til § 24, stk. 2, og § 25, stk. 2.

Stk. 4 Finanstilsynet kan kræve, at forvaltere, som Danmark er værtsland for, og som forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark, forsyner Finanstilsynet med de oplysninger, som Finanstilsynet skønner nødvendige for at føre tilsyn med overholdelsen af de regler, som Danmark har ansvaret for at føre tilsyn med, herunder §§ 18, 19 og 23. Finanstilsynet må dog ikke kræve andre eller flere oplysninger end de oplysninger, som Finanstilsynet kan kræve af forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter § 11, for så vidt angår kontrollen af, om de overholder de samme regler.

Stk. 5 Finanstilsynet kan kræve, at forvaltere skal indberette andre oplysninger til Finanstilsynet end dem, der er anført i dette kapitel, hvis det er nødvendigt, for at Finanstilsynet effektivt kan overvåge opbygningen af systemiske risici. Finanstilsynet kan kræve oplysningerne regelmæssigt eller på ad hoc-basis. Finanstilsynet underretter Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed om de oplysningskrav, som Finanstilsynet har stillet. Finanstilsynet kan endvidere fastætte yderligere indberetningskrav, hvis Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed under særlige omstændigheder, og hvor det er påkrævet for at sikre det finansielle systems stabilitet og integritet eller for at fremme langsigtet bæredygtig vækst, anmoder Finanstilsynet om at indføre yderligere indberetningskrav.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de rapporterings- og oplysningsforpligtelser, som gælder for forvaltere efter stk. 1-5.