Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 70

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 70

Reglerne i dette kapitel gælder for

  • 1) forvaltere af alternative investeringsfonde, som forvalter en eller flere alternative investeringsfonde, der enten individuelt eller kollektivt på grundlag af en aftale opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, og

  • 2) forvaltere af alternative investeringsfonde, der i henhold til aftale herom samarbejder med en eller flere andre forvaltere om, at de alternative investeringsfonde, som de forvalter, kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab.

Stk. 2 En forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter alternative investeringsfonde, som erhverver en kapitalinteresse, der ikke udgør en bestemmende indflydelse i et unoteret selskab, skal ligeledes afgive de i § 72, stk. 1, omhandlede oplysninger.

Stk. 3 § 73, stk. 1-3, og § 75 finder ligeledes anvendelse for forvaltere, som forvalter alternative investeringsfonde, som opnår bestemmende indflydelse over udstedere. I så fald finder stk. 4 anvendelse med de fornødne tilpasninger.

Stk. 4 Reglerne i dette kapitel gælder ikke, hvis de unoterede selskaber er:

  • 1) Små eller mellemstore virksomheder som defineret i artikel 2, stk. 1, i bilaget til Europa-Kommissionens henstilling 2003/361/EF.

  • 2) Selskaber, der særlig har til formål at købe, besidde eller administrere fast ejendom.

Stk. 5 Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse, i den udstrækning de strider mod reglerne i lov om information og høring af lønmodtagere.

Stk. 6 Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse, i den udstrækning der gælder strengere regler vedrørende erhvervelse af andele i udstedere og unoterede selskaber.