Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 93

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 93

Forvalteren skal skriftligt underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 90. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Stk. 2 Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, meddele forvalteren, at forvalteren ikke må iværksætte en planlagt ændring, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond i henhold til den planlagte ændring ikke længere ville være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere ville overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 3 Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond eller levering af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond, forbyde leveringen af tjenesteydelser omfattet af bilag 1, nr. 3, eller inddrage forvalterens tilladelse i medfør af § 11, jf. § 17. Finanstilsynet underretter straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland herom.

Stk. 4 Hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.